Prædiken til 6. søndag efter påske 2012
Posted By admin on 5. juli 2012
”At de alle må være ét”: Der er andre kristne end os!
Prædiken i Tagensbo Kirke 6. søndag efter påske 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus’ søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn, et antal kvinder, samt Jesu mor og brødre. Det er vist hvad man kan kalde en lille, sluttet flok. Ganske vist var der andre Jesustroende end dem, for hvis vi læser bare et enkelt vers videre i Apostlenes Gerninger fra der hvor dagens læsning sluttede, så står der om en dag hvor der var samlet 120 af ”brødrene”, som de første kristne kaldte hinanden. Men selv 120 er altså heller ikke særlig mange. Der findes et hav af obskure religioner i verden som ingen har hørt om selvom de har betydelig mere end 120 tilhængere. I dagene efter Jesu himmelfart var der altså ikke meget der tydede på at kristendommen nogensinde skulle blive en verdensreligion.
Men Jesus havde forudset at der ville komme flere til. Med sit blik der ser ind i fremtiden som om den allerede var til, bad han skærtorsdag aften ikke alene for de disciple han havde på det tidspunkt, ”men også for dem, som ved deres ord tror på mig”. Og det omfatter blandt andet os! Alle vi der i dag tror på Jesus, gør det fordi vi har hørt eller læst apostlenes ord om ham. Så Jesus bad for os! Det er en ret vild tanke, synes jeg – at Jesus for næsten 2000 år siden havde os med i sine tanker og i sin bøn.
Men det var ikke kun os han bad for. Han bad for alle som ved hans disciples ord ville komme til at tro på ham. Og jeg ved ikke hvor tit vi tænker på hvor mange mennesker det i virkeligheden drejer sig om – og hvor mange forskellige slags mennesker det drejer sig om! Der er en tendens til at vi i den danske folkekirke til tider udviser et ret arrogant syn på dem der praktiserer kristendommen på en anden måde end vi gør. Frikirkerne er i bedste fald lidt flyvske, i værste fald direkte sværmeriske. Katolikkerne drukner deres gudstjenester i vokslys, vievand og røgelse, mens de uafladelig slår korsets tegn og siger ”Ave Maria”er. Ja, selv nogle af retningerne inden for vores egen folkekirke er lidt mærkelige: de højkirkelige er nærmest katolikker, Indre Mission er sorte og livsfjendske, Tidehverv er intellektuelt arrogante, og grundtvigianerne tager ikke rigtig kristendommen alvorligt. Og bevæger vi os uden for landets grænser, går det først for alvor galt – alle ved for eksempel at de svenske lutheranere er lidt katolske i hovedet, de tyske kristne stort set kun snakker om miljøet, afrikanske kristne råber og skriger så man ikke kan høre hvad man selv tænker, og amerikanerne brænder koraner og skyder abortlæger. Men kære venner: Jesus bad for alle som tror på ham – også dem vi synes er mærkelige! Og hvad værre er: Han bad om ”at de alle må være ét”! Og grunden til at Jesus vil have at vi skal være ét: ”for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Hvis vi, der påstår at vi kender Jesus – ja, at vi er hans legeme i verden – hvis vi ikke engang kan være i stue med hinanden, hvordan skal mennesker så nogensinde kunne tage kristendommen seriøst? Som en muslim jeg talte med, sagde: ”Hvad er det for en Helligånd der er den rigtige? Er det den katolske Helligånd eller den protestantiske Helligånd eller den metodistiske Helligånd eller Jehovas Vidners Helligånd? For der må jo være forskellige Helligånder siden forskellige kristne påstår at Helligånden siger noget forskelligt til dem!”
Nuvel, lad os se lidt nærmere på den brogede skare af kristne der findes i verden i dag. Man regner med at det drejer sig om lidt over 2 milliarder mennesker eller 400 gange Danmarks indbyggertal, hvoraf en fjerdedel bor i Europa, en fjerdedel i Latinamerika, en fjerdedel i Afrika og den sidste fjerdedel i Nordamerika, Asien og Oceanien. Allerede dén oplysning tror jeg mange finder overraskende. Jeg ved ikke hvor tit vi tænker på at der for eksempel er lige så mange kristne i Afrika som i Europa!
Cirka halvdelen af de kristne i verden er katolikker, en fjerdedel er protestanter, en ottendedel er ortodokse, og den sidste ottendedel identificerer sig ikke med nogen af de tre betegnelser. Det drejer sig primært om kirker i den ikke-vestlige verden som har fundet deres egen måde at udtrykke sig på i stedet for at videreføre de kirkelige skel som er resultatet af en historie der ikke er deres, men også i vesten spirer der en underskov af nye kirker op som ikke synes at de traditionelle kirkesamfund siger de noget. Og på verdensplan tæller disse kristne der hverken er katolikker, ortodokse eller protestanter altså 50 gange Danmarks indbyggertal!
Vender vi os mod de protestantiske kirkesamfund, som den danske folkekirke jo hører til, så er der en meget bred vifte af forskellige kirker der hører under den hat. De amerikanske sydstatsbaptister er for eksempel protestanter, og det samme er baptisterne her i Danmark; pinsebevægelsen, som på verdensplan tæller 177 millioner mennesker er cirka 35 gange Danmarks befolkning, er protestanter; Frelsens Hær er protestanter; Syvendedagsadventisterne, som holder gudstjeneste om lørdagen og ikke spiser svinekød, er protestanter; og et hav af andre kirkesamfund er ligeledes protestanter.
Den underfamilie af protestantiske kirker som den danske folkekirke tilhører, er de lutherske kirker. Selvom vi har lært i skolen at Luther var kirkens Reformator med stort R, så var der allerede på Luthers tid mennesker der ønskede et langt mere markant opgør med den katolske kirke end det Luther lagde op til, og en generation senere fremstod den franske reformator Calvin, hvis tanker vandt langt flere tilhængere end Luthers. Så af verdens halve milliard protestanter er det altså kun 74 millioner der er lutheranere. Vi lutheranere udgør altså kun 3½ procent af de kristne i verden. Og ved I hvad: Selv blandt de lutherske kirker er der utrolig store forskelle på teologi og gudstjenesteform. Tag for eksempel Mekane Yesus-kirken i Ethiopien, som i sin tid blev startet af lutherske missionærer fra blandt andet Danmark, og som stadig arbejder sammen med Dansk Ethiopermission, men som med sine mere end 5 millioner medlemmer nu er større end den danske folkekirke. Jeg gætter på at hvis en af os forvildede sig ind til en gudstjeneste i en af de mere end 10.000 menigheder i Mekane Yesus-Kirken, så ville vi ikke genkende ret meget herhjemmefra. Præstens påklædning er temmelig meget anderledes, musikken er rigtig meget anderledes, gudstjenesten er mere end dobbelt så lang – og det er ikke usædvanligt at der foregår ting som tungetale, dæmonuddrivelser og helbredelser af syge.
Det korte af det lange er at hvis vi danske folkekirkekristne anlægger en arrogant indstilling over for vores medkristne i andre kirkesamfund og andre lande, så er det udtryk for en markant grad af provinsialisme. Vi må ikke glemme at vi kun udgør 0,2 procent af de kristne i verden, og selvom vi her til lands har for vane at rose os af at vi har verdens bedste folkeskole, verdens bedste sundhedssystem, verdens bedste arbejdsmarkedsmodel og hvad ved jeg, så bør vi altså vise en større grad af selverkendelse når det gælder vores kirke. Som Paulus skrev til de kristne i Korinth som på den tid mente at de havde verdens bedste kirke: ”er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?” [1 Kor 14,36]
Omvendt skal vi naturligvis heller ikke gå og nedgøre os selv og slå os selv oven i hovedet; det er ikke det jeg slår til lyd for. Vi skal bare være realistiske om at vi altså ikke er de eneste mennesker på kloden, men at vi tværtimod kun udgør et meget lille mindretal – og også kun et meget lille mindretal af verdens kristne. Og hvis vi har tænkt os at ignorere de øvrige 99,8 procent af de mennesker Jesus bad for aftenen før han døde for både os og dem, så er der noget alvorligt galt med vores forståelse af evangeliet. For Jesus bad jo netop om – at vi alle måtte være ét! Det var dén ene ting han bad om! Det, og så at vi skulle være hvor han er.
Det allermest centrale i det kristne budskab er kærligheden. Som Paulus skriver i et af de mest berømte vers i Bibelen: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” Og det er noget af det som vi i den danske folkekirke faktisk i al beskedenhed har ganske godt fat i – i hvert fald i teorien. Men som vi alle sammen godt ved, er kærlighed ikke noget man kan praktisere alene. Der har endnu ikke været stillet forslag om at udforme et ritual for et menneske der gerne vil giftes med sig selv! Og den kærlighed som kristendommen pålægger os, er ikke kun kærlighed til en enkelt anden person, men til alle andre mennesker – og især til dem der ligesom os er blevet Guds børn gennem Jesus og dermed er vores brødre og søstre. Den kærlighed kan vi naturligvis kun praktisere ved at have noget at gøre med alle de andre kristne! Måske møder vi dem ikke i vores hverdag, men så må vi jo tage initiativ til at møde dem! Det gør vi jo med vores biologiske familie, så hvorfor ikke med vores åndelige familie? En mulighed kunne være at deltage i Danske Kirkedage i Aalborg i Kristi Himmelfartsferien næste år, hvor et meget bredt udsnit af det danske kirkeliv er repræsenteret. Det er også en god idé at opsøge en lokal kirke når man er på ferie i ind- eller udland, og se hvordan de gør tingene dér. Det er helt sikkert anderledes end vi er vant til, men anderledes behøver ikke at være ringere. Måske vi endda kan lære noget af hinanden? Jeg kan også anbefale at følge med i nyhedsbrevene fra et eller flere ydremissionsselskaber, der jo for det meste arbejder sammen med lokale kirker i andre lande. Og endelig er der også den mulighed at tage på besøg i en kirke her i København som tilhører et andet kirkesamfund – måske endda en af de mange migrantkirker hvor flertallet af kirkegængerne er af anden etnisk herkomst.
Som sagt er jeg sikker på at vi vil kunne lære en masse af hinanden. Og jeg tror at de andre vil kunne lære mest af os hvis vi kommer til dem med en ydmyg indstilling og først og fremmest går efter at lære noget af dem. Noget af det som jeg tror vi især har brug for at lære i folkekirken, er hvordan vi lytter til Gud. ”Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner”, stod der i den læsning fra Det Gamle Testamente som vi lyttede til i dag. Den profeti begyndte at gå i opfyldelse den første pinsedag i Jerusalem, som vi skal høre om om en uge, og hos mange af de 99,8 procent andre kristne er det stadig den virkelighed de lever i. Det kan det måske også blive hos os hvis vi er villige til at tage ved lære!
Comments