Prædiken til 25. søndag efter trinitatis

Posted By on 26. november 2013

Jesu genkomst: Tog Jesus fejl?

Prædiken i Husum Kirke 25. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Han blev født i Alsace – eller ”Elsass”, som det hed dengang – i 1875. Fire år tidligere, i 1871, var Alsace blevet annekteret af Tyskland, så han blev født som tysker, men da området blev fransk igen efter Første Verdenskrig, blev han med et pennestrøg tryllet om til franskmand, som hans forældre havde været det indtil 1871. Han havde altså to forskellige nationaliteter i løbet af sit liv, men han hed en helt tredje nationalitet – hans navn var nemlig Albert Schweitzer. Og han var berømt for så utrolig mange forskellige ting at det er svært at vide hvor man skal begynde, men jeg kan jo for eksempel begynde med at nævne at han fik Nobels Fredspris i 1952 fordi han gennem sin filosofi om ærbødighed over for livet gav inspiration til fredsbevægelsen, miljøbevægelsen samt en lang række humanitære organisationer. Schweitzers filosofi var i øvrigt ikke kun teori for ham – han tilbragte sammenlagt 12 år af sit liv som hjælpearbejder i Gabon i Afrika efter at han i 1911 var blevet færdig med lægestudiet. 36 år er en relativt høj alder at færdiggøre et studium i, men det hører med til historien at det ikke var det første studium Albert Schweitzer gennemførte. Allerede som 24-årig var han en berømt organist som endda kunne belære sin læremester Widor om J.S. Bachs kompositionsteknikker, og mens han studerede medicin, skrev han som en bibeskæftigelse en lærebog om Bach, som opnåede international berømmelse. Schweitzer skrev selv både den franske og den tyske udgave.

Og nå ja, så må vi forresten heller ikke glemme at Albert Schweitzer også var teolog. Han opnåede licentiatgraden – det der i dag hedder ph.d. – allerede som 25-årig, og blot 3 år senere blev han udnævnt til rektor for den præsteskole han havde læst på. Den position bestred han samtidig med at han studerede medicin og skrev lærebøger om Bach, men det var åbenbart ikke nok til at holde ham beskæftiget, for i samme periode fandt han også tid til at skrive en bog der opsummerede al hidtidig historisk forskning i Jesu jordiske liv og gjorde op med tidens ideer om hvem den historiske Jesus var i en grad så hans værk stadig citeres som banebrydende på de teologiske fakulteter rundt om i verden. Jeg tror ikke det er for meget at hævde at når det gælder flid og intelligens, så kunne Albert Schweitzer fuldt ud måle sig med sin navnebror Einstein, der i øvrigt levede omtrent samtidig.

Men selv et hyperintelligent, myreflittigt universalgeni som Albert Schweitzer led under det samme problem som alle andre historikere, nemlig at de ikke bare kan sætte sig ned og iagttage deres forskningsobjekt sådan som naturvidenskabsfolk kan – af den simple grund at fortiden ikke eksisterer mere. Skal vi skaffe os viden om fortiden, er vi nødt til at benytte os af kilder, først og fremmest skriftlige kilder. Problemet er bare at kilderne ikke altid er pålidelige. De fleste kilder har karakter af partsindlæg og kan derfor ikke betragtes som objektive, og nogle af dem er måske decideret løgnagtige, eller i bedste fald baseret på mangelfuld viden.

Når man ser bort fra nogle få korte stykker hos historikerne Josephus og Tacitus, er Det Nye Testamentes skrifter de eneste kilder vi har til Jesu liv. Det giver et problem hvis man benytter sig af den klassiske historisk-kritiske metode, for den opererer med den grundantagelse at alt har en naturlig årsag, og derfor er der rigtig meget af Det Nye Testamente som den er nødt til enten at omfortolke eller at se helt bort fra. Det betyder også at hvis man tror på at der findes en Gud som har magt til at gribe ind i verden, så er det meget begrænset hvad man kan bruge den historisk-kritiske metode til. Men den tro var ikke særlig udbredt i den akademiske verden på Albert Schweitzers tid – og det er den for den sags skyld stadig ikke. Derfor fremkommer der til stadighed nye fantasifulde teorier om hvem den historiske Jesus i virkeligheden var, og jeg må indrømme at kvaliteten af teorierne ikke ligefrem er steget siden Albert Schweitzers tid. For hvor meget af den nutidige såkaldte ”forskning” i Jesu liv ikke er stort andet end spekulationer baseret på hvordan en jødisk rabbi i det 1. århundrede sandsynligvis levede, så tog Schweitzer i det mindste udgangspunkt i Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Jesus. I modsætning til mange af dem der tidligere havde ”forsket” i Jesu liv, og som primært havde set ham som en stor morallærer, bemærkede Schweitzer at Jesus talte meget om verdens ende og om sin egen tilbagevenden til jorden som hele verdens dommer. Det er jo sådan set blot hvad kristne gennem alle tider har sagt i trosbekendelsen, så på den måde var det ikke nogen ny og revolutionerende opdagelse, men i 1800-tallet var det altså stort set gået i glemmebogen, i hvert fald hos de lærde teologer, og vi skylder Albert Schweitzer stor tak for at han langt om længe fik åbnet universitetsteologernes øjne for den skov som de hidtil ikke havde kunnet se for bare træer.

Når vi læser de tidligste af Paulus’ breve, ikke mindst Første Thessalonikerbrev, ser det ud til at Paulus regnede med at Jesu genkomst ville finde sted i hans egen levetid, og det er nok meget sandsynligt at de fleste af det første århundredes kristne delte den forventning. Det skete som bekendt ikke – og dér er det så at filmen knækker for den ellers så kloge Schweitzer, for hvad konkluderer han på den baggrund? Han konkluderer at Jesus tog fejl! Og dét fatale udsagn er desværre blevet gentaget så mange gange siden af en masse lærde mennesker med en masse lærde titler, at det i mange forskningsmiljøer nærmest bliver betragtet som et indiskutabelt faktum – i hvert fald af dem der er så ”flinke” at de ligesom Albert Schweitzer regner med at Jesus rent faktisk sagde de ting som evangelierne citerer ham for. Andre forskere nøjes med at sige at de første kristne forventede at Jesus ville komme igen, men at de tog fejl.

Men lad os se på hvad Det Nye Testamente selv siger om det faktum at Jesus ikke vendte tilbage lige så hurtigt som de fleste af de første kristne tilsyneladende regnede med! I Andet Petersbrev kapitel 3 står der følgende: ”først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ’Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’”, og lidt senere: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.”

Det er naturligvis let at afskrive sådan et skriftsted som en efterrationalisering: Kirkens ledere kunne se at Jesus ikke kom igen, sådan som de ellers havde regnet med, og derfor var de nødt til at ”ændre forklaring” for ikke at tabe ansigt og miste indflydelse – præcis ligesom Jehovas Vidner har måttet ændre forklaring hver gang deres forudsigelser af hvornår Jesus ville komme igen, har vist sig ikke at holde stik. Det var naturligvis sådan Albert Schweitzer forstod dette skriftsted. Men det store spørgsmål er om Jesus selv gav udtryk for at han ville komme igen inden for et slægtled. Når Albert Schweitzer og andre efter ham har hævdet at det var tilfældet, har de som regel henvist til et skriftsted der kommer blot 6 vers efter afslutningen på det stykke vi har hørt i dag, nemlig Matthæusevangeliet 24,34, hvor Jesus siger: ”Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.” Det ord der i den nuværende danske oversættelse er gengivet med ”slægt”, har nemlig traditionelt været forstået som ”slægtled”. Men i betragtning af at Jesus yderligere to vers senere siger: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen” virker det faktisk ret usandsynligt at han mente ”slægtled” – det er langt mere sandsynligt at han mente enten det jødiske folk eller menneskeslægten som helhed, sådan som den autoriserede danske oversættelse også lægger op til.

I løbet af den lange tale som dagens prædiketekst er et uddrag af, nævner Jesus en lang række tegn, altså ting der skal ske inden hans genkomst. Et af dem er at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag, og det er faktisk ikke sket endnu. Men for første gang i verdenshistorien er vi faktisk i en situation hvor det mål lader til at være inden for rækkevidde – de folkeslag der ikke har hørt budskabet om Jesus, udgør nu kun et overskueligt antal. Skal man tage Jesus på ordet, nærmer hans genkomst sig altså med hastige skridt. Andre af de tegn han nævner, er krige, hungersnød og jordskælv, men den slags har der jo været gennem hele menneskehedens historie, så det kan man ikke udlede så meget af. Det kan man til gengæld af et andet af de tegn han taler om, nemlig at de der tror på ham, vil blive hadet af alle folkeslag på grund af hans navn. Efter en lang række århundreder hvor kristendommen har været kulturbærende i den vestlige verden (og før islams fremkomst også i Mellemøsten), ser vi nemlig nu at bibelsk kristendom i stigende grad bliver marginaliseret af okkult overtro, aggressiv ateisme, den intolerante tolerancereligion og den politiske korrektheds misbilligelse af ethvert synspunkt der afviger fra den laveste fællesnævner. Og i Asien og Afrika bliver kristne forfulgt og dræbt af militante muslimer, hinduer, buddhister og kommunister samt af Nordkoreas herskende familie der har udråbt sig selv til guder. Og så har jeg endda ikke engang nævnt det allermest sørgelige, nemlig at der nogle steder i verden er kristne der tager aktivt del i forfølgelsen af andre kristne. Men det har Jesus også forudsagt – fem vers før starten af dagens stykke siger han: ”Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden.”

Og så er der den forudsigelse der indleder dagens prædiketekst, nemlig at ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel” skal komme til at ”stå på hellig grund”. Ordet ”vederstyggelighed” er ikke ligefrem nudansk – hvis man ser bort fra religiøst sprogbrug, kan jeg ikke mindes at være stødt på det andre steder end i ”Folk og røvere i Kardemomme By” hvor gamle Tobias i tårnet melder at der er optræk til uhyggelig, vederstyggelig pladaskregn. Lidt mere forståeligt er det ord som de nudanske oversættelser af Bibelen har valgt at bruge i stedet for ”vederstyggelig”, nemlig ”afskyelig”. Men det hjælper os nu ikke ret meget til at forstå hvad ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” eller ”den afskyelige ødelægger” er for en størrelse, hvis ikke vi tilfældigvis ved at det ord der betyder ”vederstyggelig” eller ”afskyelig” efterhånden nærmest var blevet en teknisk betegnelse for et afgudsbillede i den jødiske kultur som Jesus levede og underviste i. ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” må altså være en slags særligt ødelæggende afgudsbillede. Som Jesus siger, er ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” omtalt i Daniels Bog i Det Gamle Testamente, og der er den beskrevet så specifikt at der ikke kan herske nogen tvivl om at det der tales om, er et Zeus-alter som den syrisk-græske kong Antiokus Epifanes opstillede i jødernes tempel i Jerusalem i år 167 f.Kr. Det alter var imidlertid for længst forsvundet på det tidspunkt hvor Jesus kom med sin forudsigelse om ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed”, så det Jesus taler om, må være noget andet, men eftersom han specifikt nævner Daniels Bog, må der være tale om noget der minder om Antiokus’ Zeus-alter. Når man sammenholder det med Det Nye Testamentes øvrige forudsigelser af de sidste tiders begivenheder, tyder noget på at der vil komme en antikristelig verdenshersker som vil sætte sig selv i Guds sted. Om der vil være tale om en bestemt konkret person, eller om der snarere er tale om en personifikation af den gudløse menneskehed, ved jeg ikke, men i en tid hvor politikere fra alle dele af det politiske spektrum samstemmende siger at mennesker der sætter deres religion højere end deres loyalitet mod staten, er farlige fundamentalister, er vi da i hvert fald godt på vej mod den guddommeliggørelse af det menneskelige samfund og/eller dets hersker, som Jesus forudsagde.

Alt i alt er der altså bestemt ingen grund til at mene at Jesus tog fejl, sådan som Albert Schweitzer mente – tværtimod er der meget der tyder på at verden mere og mere kommer til at se ud som Jesus for snart 2000 år siden forudsagde at den ville gøre. Derfor er de ord af Jesus som vi har hørt i dagens evangelietekst, så aktuelle som nogensinde, uanset hvad diverse lærde teologer måtte finde på at sige. Jeg får næsten lyst til at citere årets 200-års jubilar Søren Kierkegaard, som rettede et barsk angreb på sin samtids teologer med ordene: ”Det Ny Testamente er yderst let at forstå. Men vi mennesker, vi er ret nogle udspekulerede gavtyve, vi lader som kunne vi ikke forstå det, fordi vi godt forstår, at var det således straks til at forstå, så måtte vi straks til at gøre derefter.” Citat slut. Hvis vi virkelig tror på at denne verden kommer til at gå under snart, og at Jesus kommer til at vende tilbage for at dømme levende og døde, så kan det nemt komme til at indebære at vi må foretage nogle drastiske omprioriteringer i vores liv, for så er der jo ting der er vigtigere end rigdom og tryghed i denne verden. Så giver hele Det Nye Testamentes etik med at elske vores fjender og vende den anden kind til pludselig mening! Men det er en anden prædiken som I må få en anden dag.


Comments

Comments are closed.