Prædiken til 24. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 10. november 2013
Jairus’ datter: For Gud er intet håbløst
Prædiken i Emdrup Kirke 24. søndag efter trinitatis 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg kan godt lide at se film. Gode film. Sådan nogle der gør så dybt et indtryk at man bare bliver siddende i sofaen eller biografsædet og måber når filmen er slut. Den slags film findes der heldigvis mange af, og de hører som regel til genren ”drama”.
En film som gjorde et meget stort indtryk på mig da jeg så den første gang engang tilbage i 90’erne, hedder ”Dybet”. Den handler om nogle dykkere der arbejder for et olieselskab på en undersøisk prøveboreplatform i nærheden af en dybhavsgrav under den kolde krig. Da en atombevæbnet militær ubåd havarerer tæt på hvor de opholder sig, bliver de tvangsindskrevet til at hjælpe den amerikanske flåde med at bjærge den før russerne når frem. Det viser sig imidlertid at der foregår særdeles mystiske ting inde i vraget, og før de ved af det, er de stakkels borebisser involveret i sager der er endnu mere alvorlige end atomkapløbet – samtidig med at selv er i overhængende livsfare fordi en orkan har revet det kabel løs som forbandt dem til deres moderskib oppe på havoverfladen, så de er på nippet til at dratte ned i den dybe grav. I en af de stærkeste scener i filmen drukner den kvindelige hovedperson, spillet af Mary Elizabeth Mastrantonio, og den øvrige besætning på boreplatformen forsøger at genoplive hende mens hendes mand, spillet af Ed Harris, fortvivlet ser til. På et tidspunkt må de fortælle den stakkels ægtemand de tunge nyheder at det er håbløst at fortsætte med genoplivningsforsøgene. I første omgang bryder han hulkende sammen, men så råber han pludselig ”No! No! No!” og begynder selv desperat at give hende hjertemassage og kunstigt åndedræt uden at lade sig anfægte af at de andre blidt prøver at forklare ham at det er håbløst. Om det lykkes ham, vil jeg ikke røbe her; I kan selv se filmen. 😉
Følelsen af at noget er håbløst, tror jeg vi alle sammen har prøvet en eller flere gange, om ikke andet så på det helt uskyldige plan hvor man sidder og ser en fodboldkamp, og der er 2 minutter tilbage, og Danmark er bagud med to mål. Men de fleste af os har også prøvet at miste en person vi holdt af, måske til cancer eller en anden dødelig sygdom, og dén triste vej går ofte via en erkendelse af at nu er der ikke mere at gøre – nu er det håbløst. Mange af os har også erfaringer med ulykkelige forelskelser eller brudte parforhold, og når vi oplever den slags, er vi også på et tidspunkt nødt til at opgive håbet.
Vender vi blikket udad mod den store verden, er der mange ting der virker håbløse. Tag for eksempel Nordkorea, verdens mest lukkede land. Siden 1948 har dette land været regeret af Kim-dynastiet begyndende med Kim Il-Sung, derefter Kim Jong-Il, og nu Kim Jong-Un. Der er tale om absolut enevælde hvor alle har pligt til at øje sig ærbødigt for billeder og statuer af lederen og hans far og farfar, og hvor ingen form for kritik af styret tolereres. Et fintmasket net af agenter og stikkere holder befolkningen i et jerngreb af frygt og mistænksomhed der bedst kan sammenlignes med forholdene i det tidligere DDR, blot endnu værre. Når man ser bort fra den korrupte elite er der en katastrofal mangel på fødevarer, men den stramme statslige kontrol med alle medier tjener til at fastholde befolkningen i en illusion om at sulten er endnu værre uden for Nordkorea, og at de kan takke deres ”kære leder” for at de får lidt at spise bare en gang imellem – eller også hævder propagandamaskinen at hungersnøden skyldes at de onde stater USA og Sydkorea har ødelagt afgrøderne. Kristendom er strengt forbudt – alene det at være i besiddelse af en bibel er nok til at man ender som en af de mere end 50.000 internerede i landets koncentrationslejre, der ikke lader nazisterne noget tilbage at høre. Da Kim Il-Sung døde tilbage i 1994, og igen da Kim Jong-Il døde i 2011, håbede mange at der ville begynde at blæse mildere vinde, men håbet blev gjort til skamme. Kim Jong-Un lader til at være mindst lige så kynisk og hjerteløs som sin far og farfar, og årtiers internationalt pres lader ikke til at have gjort det mindste for at ændre på situationen. Nordkorea ligner virkelig et håbløst tilfælde.
Danmark ligner på mange punkter også et håbløst tilfælde, i hvert fald åndeligt set. Folkekirkens medlemstal falder så hurtigt at det stigende antal danskere med anden etnisk baggrund (og dermed som regel også anden religiøs baggrund) ikke er tilstrækkeligt til at forklare det, og så den fremgang som den katolske kirke og visse frikirker oplever, ikke er tilstrækkeligt til at opveje det. Samtidig er såvel den militante ateisme som islam og new age i hastig fremgang. Den åndelige kraft der findes i vores kirker er heller ikke noget at råbe højt hurra for i forhold til hvad der er standarden på andre kontinenter hvor der meldes om store vækkelser og mirakler i hobetal. Socialt ser det heller ikke for godt ud i gamle Danmark hvor stofmisbrug og bandekriminalitet hører til gadens uorden, der er stigende arbejdsløshed, og alt for mange familier går i stykker. Og på det mentale plan lader det til at de værdier som Jesus forkyndte, så som ydmyghed, taknemmelighed, næstekærlighed, forsoning og omsorg for de svage, fører en stadig mere hensygnende tilværelse til fordel for pengedyrkelse, aggressivitet, egoisme og sig-selv-nok-mentalitet.
Også mange enkeltpersoner står i livssituationer der synes håbløse. Rigtig mange mennesker oplever en personlig deroute af den ene eller den anden art som tilsyneladende ikke levner meget håb om at de kan få deres liv på ret køl igen.
I dagens bibeltekster møder vi flere håbløse situationer. Tag for eksempel den kvinde der i tolv år havde lidt af blødninger. Tolv år! Forestil dig at have døjet med den samme invaliderende sygdom i 12 år og have forsøgt alt hvad lægekunsten har at byde ind med, som Markusevangeliet fortæller os at kvinden havde gjort, men alt sammen forgæves. Så kan man da tale om håbløshed!
Eller tag den døde pige hvis far desperat henvender sig til Jesus. Når man først er død, så er der som regel ikke ret meget at gøre, og slet ikke dengang hjertemassage og elektriske hjertestartere ikke var opfundet endnu. De mennesker der står udenfor og sørger, er så overbeviste om at alt håb er ude, at de trods de alvorlige omstændigheder ikke har andet end latter til overs for Jesus da han bringer håbet på banen. Men Jesus gør deres skepsis til skamme ved at vække pigen til live igen.
I den første læsning vi hørte, møder vi en om muligt endnu mere håbløs situation. Her er personerne ikke blot døde, men deres knogler er hel indtørrede og spredt ud over en dal. Selv med vore dages medicinske teknologi ville det ikke have været muligt så meget som at forsøge en genoplivning, og det kommer det nok heller ikke nogensinde til at blive. Derfor virker det som et retorisk spørgsmål når Gud spørger Ezekiel: ”Menneske, kan disse ben blive levende?” Men Ezekiel giver ikke det svar som de fleste af os nok ville have givet. I stedet siger han: ”Gud Herre, det ved kun du!” Og Gud befaler ham at profetere over benene så de samler sig til skeletter og bliver overtrukket med sener, kød og hud, og derefter om livsånden så de kommer til live.
Jesus oprejste 3 personer fra de døde i løbet af de år han gik på jorden, medmindre der var flere som evangelierne blot ikke nævner. I forhold til at der sikkert var adskillige tusinde mennesker i Israel der døde i den periode, er det en dråbe i havet. Alligevel gav det anledning til stor opstandelse (undskyld ordspillet) at Jesus gjorde nogle få af dem levende, for det var et ”statement”, som det hedder på nudansk – et vidnesbyrd om at for Gud er intet håbløst! Hans kærligheds magt er stærkere end alle andre magter i verden, døden inklusive!
Hvad angår Ezekiels syn om de indtørrede knogler, så gør sammenhængen det klart at det skal forstås symbolsk: Knoglerne er et billede på Israel, som på Ezekiels tid var en nation der lå i ruiner: Kong Nebukadnezar af Babylon havde erobret deres land, ført en meget stor del af befolkningen i eksil (deriblandt alle lederne) og jævnet Jerusalem med jorden. Det virkede som om det var lige så sandsynligt at det folk ville blive genrejst som at en flok indtørrede knogler ville blive til en sprællevende hær. Men Gud gjorde det klart for Ezekiel at for ham er intet håbløst! Og 400 år senere var Israel igen en selvstændig nation. Det varede ganske vist kun indtil romerne indtog landet og senere gentog Nebukadnezars ødelæggelse af Jerusalem, men i dag er der som bekendt igen en stat der hedder Israel – uanset hvad man mener om den politik som dens ledere fører.
Hvad betyder alt det her så for os? Det betyder at vi aldrig må betragte en situation som håbløs! Situationen i Nordkorea ser håbløs ud set med menneskelige øjne, men det samme gjorde situationen i Østeuropa i mange år før Berlinmurens fald, og situationen i Sydafrika under apartheid. Derfor må vi ikke holde op med at bede for Nordkorea – vi må aldrig forfalde til at tro at håbet er ude. Ligesom Ed Harris’ figur i ”Dybet” må vi råbe ”No! No! No!” og fortsætte med at råbe til Gud om at gøre en ende på undertrykkelsen.
Vi må aldrig opgive et medmenneske, uanset hvor håbløs vedkommendes situation ser ud. Her tænker jeg ikke først og fremmest på mennesker der er fysisk syge, selvom jeg bestemt tror på at Gud kan helbrede selv de mest håbløst syge mennesker – mange af jer her i Emdrup Kirke kender jo for eksempel Werner Olsen, der for en årrække siden var opgivet af lægerne efter en kraftig hjerneblødning, men som blev rask efter at han blev salvet i Jesu navn, så lægerne ikke havde andet valg end at skrive ”mirakuløs bedring” i hans journal. Men selvom vi må takke og prise Gud når den slags sker, og selvom vi naturligvis må blive ved med frimodigt at bede om helbredelse når vores kære bliver syge, medmindre Gud gør det klart for os at den tid nu er kommet hvor de skal forfremmes til herligheden, så er det endnu vigtigere at vi gør os klart at selv det som vi kalder ”døden”, ikke betyder at håbet er ude, for Gud har lovet at enhver som dør i troen på Jesus, kan se frem til at blive genoprejst til et evigt liv i glæde når Jesus vender tilbage.
Nej, det jeg tænker på, er mennesker hvis liv er så ødelagte af had eller vrede eller misbrug eller mismod at vi tænker at der ikke er noget håb for dem. Sådan må vi aldrig tænke! Jeg er urokkeligt overbevist om at der ikke lever et menneske på denne jord som er håbløst fortabt set med Guds øjne. Som jeg sagde for lidt siden: Guds kærligheds magt er stærkere end alle andre magter i verden. Og såvel Bibelen som adskillige eksempler fra nutiden viser os at det er sandt.
Tag for eksempel Raul Ries. Hans livshistorie skildres i filmen ”Fury to Freedom” fra 1985, som på dansk har været udgivet under to forskellige titler, nemlig ”Fra had til håb” og ”I blindt raseri”. Det er en lavbudgetfilm, og det bærer den tydeligt præg af, men til gengæld er det en sand historie. Raul Ries er født i 1947. Som ung blev han involveret i en voldeligt slagsmål, og dommeren gav ham valget mellem at komme i fængsel eller tage til Vietnam som soldat. Han valgte det sidstnævnte, og det blev en dybt traumatiserende oplevelse som hjemsøgte ham i adskillige år. Efter at han kom hjem, begyndte han at dyrke kampsporten Kung Fu på højt plan og fik stor succes både som udøver og som instruktør. Han fik også en smuk kone og to dejlige børn, men traumerne fra Vietnam drev ham ud i et alkoholmisbrug og forpestede hans familieliv hvor han gentagne gange udsatte sin hustru for vold og trusler indtil hun til sidst besluttede at forlade ham. Hun pakkede sine ting, men lod kufferterne ligge i huset mens hun hentede sine børn. I mellemtiden kom hendes mand hjem, og da han så de pakkede kufferter, og det gik op for ham hvad der var ved at ske, fandt han sin riffel frem med den hensigt at skyde konen og børnene når de kom hjem, og derefter gøre en ende på sit eget elendige liv. Mens han gik rastløst rundt og ventede, ramte riffelkolben On-knappen på hans tv, der tilfældigvis var indstillet på en kristen kanal hvor præsten Chuck Smith var i færd med at forkynde evangeliet. De ord prædikanten sagde, ramte den desperate Raul så skarpt at han overgav sit liv til Jesus på stedet, og da hans hustru kom hjem for at hente kufferterne, mødte han hende ikke med et riffelløb, men med åbne arme, en uforbeholden undskyldning og et løfte om at tingene ville blive anderledes fra nu af. Den slags løfter havde hun naturligvis hørt før, men hun kunne fornemme at der virkelig var sket noget med ham denne gang. Og det var der: Det var nu endegyldigt slut med både alkoholmisbrug og vold, og Raul begyndte at holde bibelstudier i sine Kung Fu-lokaler efter træning. Det udviklede sig efterhånden til en kirke, og Raul Ries har nu gennem adskillige årtier viet sit liv til at forkynde budskabet om at for Gud er intet håbløst!
Det var en meget dramatisk beretning fra USA. I denne lille bog [BikerBibel] kan I læse en lang række andre beretninger om tilsyneladende håbløse liv der er blevet forvandlet. De fleste af dem er knap så spektakulære som Raul Ries’ historie, men det gør dem ikke mindre fantastiske. Og så er mange af dem her fra Danmark!
Misforstå mig ikke – der kan bestemt være situationer hvor det er klogest at holde afstand til en person der eksempelvis er voldelig og/eller har et misbrug. Vi må aldrig lade vores egen lykke være afhængig af at andres liv bliver forvandlet, og vi må ikke forfalde til at tro at en forvandling i et andet menneskes liv er vores ansvar eller i det hele taget noget vi er i stand til at skabe. Den indstilling kaldes medafhængighed, og den er meget usund. Nej, det jeg mener, er at vi aldrig må tænke at et andet menneske er uden for Guds rækkevidde. Vi må altid håbe og bede om at Gud kan føre sine planer igennem med vedkommende, også selvom det måske ikke kommer til at smitte af på den pågældendes relation til os. Gud ser altid på ethvert menneske med tro, håb og kærlighed, og det må vi også gøre.
Comments