Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2012
Posted By admin on 5. juli 2012
Omkostningerne ved at følge Jesus
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Inden jeg siger noget som helst andet, vil jeg gerne understrege at vi naturligvis ikke skal hade nogen mennesker, og slet ikke vores familie. Det Nye Testamentes centrale bud er jo: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Vores familie hører naturligvis også med til kategorien ”næste”, og i Første Timotheusbrev skriver Paulus ligefrem at ”den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro. ” Og i Markusevangeliet skælder Jesus farisæerne og de skriftkloge ud fordi de har åbnet for at man ikke behøver at forsørge sine gamle forældre hvis man i stedet giver pengene til templet. Man kan altså ikke bruge dagens evangelietekst som en undskyldning for at forsømme sin familie til fordel for et engagement i kirken, eller hvad man nu ellers føler at Gud har kaldet en til. Særligt vi mænd har en kedelig tilbøjelighed til at prioritere opgaver højere end relationer, med det resultat at alt for mange børn vokser op uden at se tilstrækkelig meget til deres far. Men i disse ligestillingstider kan det naturligvis bestemt ikke udelukkes at kvinder kan falde for den samme fristelse. Og uanset om det drejer sig om mænd eller kvinder, bliver det ikke bedre at at man giver sine ambitioner et fromt navn. Den præst der arbejder så meget at han forsømmer sin familie, synder præcis lige så meget mod Gud som den direktør der gør det samme, og hende der lægger så mange frivillige arbejdstimer i kirken at hun aldrig er hjemme hos sin mand og sine børn, synder lige så meget mod Gud som hvis det havde været en fodboldklub eller et politisk parti der stjal hendes tid fra familien. (Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at det er forkert at lægge et stykke frivilligt arbejde i kirken – tværtimod kunne vi godt bruge nogle flere frivillige her i kirken, blandt andet til at stille op til menighedsrådet når der er valg til november, men også til andre opgaver. Man skal bare forsømme i den rigtige rækkefølge, og dér er der alt for mange der lever som om familien var mindre vigtig end alt det andet).
Vi skal heller ikke hade vores eget liv. I den første tekst vi hørte, giver Jeremias udtryk for at han ville ønske at han aldrig var blevet født, men den indstilling irettesætter Gud ham for. Når Gud har givet os livet, er det fordi vi skal leve – ønskede han ikke det, så ville det jo være en smal sag for ham at sørge for at vi ikke levede mere. Går vi rundt og ønsker at vi ikke levede, eller at vi levede i en anden tid eller på et andet sted eller under nogle andre vilkår, så misser vi de talrige anledninger til at tjene Gud og vores medmennesker som Gud lægger til rette for os.
Men hvorfor siger Jesus så som han gør? Hvis vi ikke skal hade vores familie og vores eget liv, hvorfor siger han så at vi skal? Kan han finde ud af hvad han mener?
For at finde ud af hvad han mener, så lad os se nærmere på sammenhængen. Det er altid en god idé at læse bibelvers i deres sammenhæng; rigtig mange vildfarelser er et resultat af at man har taget et enkelt vers frem og ignoreret den sammenhæng det står i. Jeg kan godt komme med nogle tragikomiske eksempler, men det må vente til kirkekaffen. Lige nu skal vi se nærmere på i hvilken sammenhæng Jesus siger det med at hade sin familie og sit eget liv. Sammenhængen er at der er store skarer der følger efter Jesus, og det skulle man jo tro at han ville være rigtig glad for, men Jesu mål var ikke at blive populær; det var at lede mennesker ind i Guds vilje med deres liv. Og derfor måtte han være sikker på at de havde forstået hvad det indebærer at være hans discipel. Jesus var nemlig en omvandrende lærer som gik rundt og sagde kloge og vise ting der fascinerede folk. Dem var der mange af på den tid, både i Israel og i resten af Middehavsområdet – et berømt eksempel fra Grækenland var Sokrates. Der var typisk to kategorier af mennesker der lyttede til disse lærere, nemlig deres officielle elever, eller ”disciple” som vi plejer at kalde dem med et gammelt dansk ord, og så den bredere offentlighed. Disciplene havde forpligtet sig til at gøre alt hvad mesteren sagde og følge hans lære helt og fuldt. Den brede offentlighed, eller ”skarerne” som de ofte bliver kaldt i evangelierne, var derimod ikke parate til at tage den fulde konsekvens af hvad mesteren sagde, så de stod lidt på afstand og tog måske noget til sig af det der blev sagt, mens de valgte andet fra. Men der var måske også nogle af dem der overvejede at tage skridtet og blive disciple, og derfor er det vigtigt for Jesus at gøre det klart for dem hvad det indebærer.
Sokrates er som bekendt død og borte for længst, og det samme gælder de fleste af de andre lærere fra den tid. Men kristendommens centrale påstand er at det ikke gælder Jesus. Han blev ganske vist slået ihjel, men tre dage senere blev han levende igen. Og inden han vendte tilbage til himlen, sagde han til sine disciple at de skulle gå ud i hele verden og gøre alle mennesker til hans disciple – ”idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Vi er altså døbt til at være Jesu disciple, og derfor er det også meget relevant for os at høre hvad det indebærer. Og det første Jesus siger om det, er altså at man skal hade sin far, mor, hustru, børn, brødre, søstre og sit eget liv. Og det næste han siger, er: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.” Og derefter kommer han med de to billeder om manden der vil bygge et tårn, og kongen der vil gå i krig. Men det interessante som vi skal lægge mærke til her, er at det at være Jesu discipel, handler om at gå i Jesu spor – altså at gøre det samme som han gjorde! Og allerede dér kan vi se at det ikke kan betyde at vi bogstaveligt talt skal hade vores familie eller vores eget liv, for det gjorde Jesus bestemt ikke! Han er det mest kærlige menneske der nogensinde har gået på denne jord, som selv da han hang på korset i ubeskrivelige smerter, fandt overskud til at sørge for at der også fremover ville være en der tog sig af hans mor, nemlig disciplen Johannes. Og den kærlighed der drev ham til korset, omfattede naturligvis også hans familie – han døde også for deres synder.
Men Jesus elskede ikke sin familie på den måde som de forventede. Han elskede dem grænseløst og ubetinget, men han kendte forskellen på kærlighed og usund afhængighed. Og han vidste at ”Du skal elske din næste som dig selv” ikke står alene som det vigtigste bud i Det Nye Testamente. Nogle af jer har måske hørt udtrykket ”det dobbelte kærlighedsbud”. Det sigter til at Jesus engang blev spurgt hvilket af Guds bud der er det vigtigste, og han svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke”. Men så tilføjede han: ”Der er et andet bud der står lige med dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.” De to bud kan aldrig spilles ud mod hinanden, og de kan aldrig stride mod hinanden. Hvis vi oplever at stå i en situation hvor vi skal vælge mellem at elske Gud eller at elske vores næste, så har vi enten misforstået kærligheden til Gud eller kærligheden til medmennesket – eller måske begge dele.
Til gengæld kan vi nemt komme til at stå i en situation hvor vi vil blive beskyldt for at hade vores familie, og jeg tror det er dét Jesus sigter til. Det oplevede Jesus faktisk selv – på et tidspunkt mente hans brødre, og sågar også hans mor, selveste jomfru Maria, at han måtte være gået fra forstanden, og derfor tog de afsted for at hente ham hjem. [Det står i Mark 3,21 at det var derfor de kom.] Da han insisterede på at holde fast ved den opgave som Gud havde givet ham, kan man godt forestille sig at de har sagt noget i retning af: ”Hvis du virkelig elsker os, så dropper du det der Messias-halløj og følger med os tilbage til det liv vi kender.” Og da det begyndte at stå klart at den vej Jesus var slået ind på, ville ende med at han blev slået ihjel, har der sikkert været dem der har sagt: ”Han må jo have et dødsønske siden han bærer sig sådan ad? Hader han sit liv?”
Jeg tror at det Jesus mener, er at den der vil være hans discipel, må være parat til at bære den slags beskyldninger uden at lade sig manipulere af dem til at forråde kærligheden til Gud. Og for mange kristne rundt om i verden er den slags pres faktisk hverdagskost. Det gælder ikke mindst mennesker fra andre religiøse baggrunde, fx muslimer eller hinduer, der kommer til tro på Jesus. Deres familier oplever ofte deres nyfundne tro som et forræderi mod alt hvad familien står for, og beskylder dem for at hade deres forældre. Det gør selvsagt enormt ondt at få sådan noget at vide, især fordi et møde med Jesus som regel fører til at man får en langt større kærlighed til sine medmennesker – og især sin familie – end man tidligere har haft. Men hvis din familie beder dig om at vælge mellem dem og Jesus, så vil det at være Jesu discipel nødvendigvis medføre at din familie får det indtryk at du hader dem.
Risikoen for at ens familie ikke kan acceptere at man er blevet en discipel af Jesus, er imidlertid ikke den eneste omkostning ved at følge ham. Jeremias oplevede for eksempel at hans gerning som profet medførte både skam og smerte. Det er nok de færreste af os der bliver kaldet til en så udsat og ensom gerning som den Jeremias havde fået, men hvis man vil tage sin efterfølgelse af Jesus alvorligt, kan det nok ikke undgås at man havner i situationer hvor man bliver misforstået og skammet ud.
Nogle steder i verden er omkostningerne ved at følge Jesus særdeles håndfaste. I Nordkorea bliver kristne rutinemæssigt interneret i arbejdslejre som de sjældent slipper ud af i live, og i flere muslimske lande er der dødsstraf for at forlade islam. I Iran bliver kirkeledere jævnligt arresteret på falske anklager, fra Indien og Indonesien kommer der jævnligt rapporter om at kristne er blevet overfaldet af muslimske eller hinduistiske ekstremister, og i Nigeria bliver kirker brændt ned til grunden af den islamistiske terrorgruppe Boko Haram. Desværre er det ikke alle kristne, navnlig ikke i Nigeria, der har formået at efterleve Jesu ord om at vende den anden kind til, hvilket i og for sig er forståeligt nok rent menneskeligt, men utrolig sørgeligt er det alligevel når man fra tid til anden kan æse at muslimer er blevet slået ihjel af kristne i Nigeria. For den der bliver slået ihjel for Jesu navns skyld, ærer Jesu navn, men den der slår andre ihjel for Jesu navns skyld, vanærer Jesu navn.
Den mest almindelige omkostning som alle der vil følge Jesus, er fælles om, er dog det at vi må sige nej til vores egen syndige natur. Siden syndefaldet er alle mennesker blevet født med en indbygget modvilje mod at underordne sig under Gud – det er det som man undertiden med et lidt uheldigt teologisk ord kalder for ”arvesynden”. Vi har alle sammen en tilbøjelighed til at søge at få vores fysiske, psykiske og åndelige behov opfyldt så hurtigt som muligt, men vil vi leve i lydighed mod Gud, kræver det at vi ofte udskyder eller helt giver afkald på opfyldelsen af visse behov. Særligt vores behov for selvhævdelse har det med at kollidere med Guds ord om at vi skal give afkald på vores selvbestemmelse, ydmyge os under ham og i ydmyghed sætte andre mennesker over os selv. Det er en omkostning som vi skal tage med i vores beregninger inden vi vælger at følge Jesus.
Men hvorfor så overhovedet følge ham? Fordi det er ham der har nøglen til livets mening. På et tidspunkt hvor der var mange af Jesu disciple der forlod ham fordi de syntes at de krav han stillede til dem, var for radikale, spurgte Jesus de 12 disciple han havde udvalgt, om de også ville forlade ham, men Peter svarede: ”Herre, hvor skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.”
Men det kræver naturligvis at vi er klar over at vi har brug for at høre det evige livs ord. Det var menigheden i Laodikea, som vi hørte om i den anden læsning, tilsyneladende ikke klar over. Deres motto var: ”Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet.” Og derfor var de blevet lunkne. I deres liv som kristne var der hverken forfriskende kølighed eller livgivende varme; de var bare ligeglade fordi de tænkte at de havde deres på det tørre. Men deres selverkendelse var meget mangelfuld. De ord Jesus taler til dem, er nogle af de mest barske vi hører ham udtale i Det Nye Testamente. Men selvom det er barske ord, er det stadig kærlige ord, ikke hadske. Han siger jo også: ”Den jeg elsker, revser og tugter jeg.” Jesu hensigt med at sige det han siger til laodikeanerne, er at han vil hjælpe dem ud af deres fattigdom, blindhed og nøgenhed. Derfor siger han: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” Invitationen til at følge Jesus står altid åben – også for kristne som er blevet lunkne i deres kristendom, sådan som laodikeanerne var. Der er nogle omkostninger ved at tage imod invitationen, men de er for intet at regne mod den rigdom af liv som Jesus giver – ikke kun i paradis når vi dør, men også her i denne verden hvor vi får lov til at leve et liv i tæt fællesskab med den almægtige Gud og have Helligånden i os. Så luk døren op for Jesus, og tag imod hans invitation til at holde måltid sammen med ham når vi om lidt skal fejre nadver.
Comments