Prædiken til 2. juledag 2012
Posted By admin on 14. august 2013
Sankt Stefans dag: Forfølgelse er et livsvilkår når man er kristen
Prædiken i Husum Kirke 2. juledag 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
I den indiske delstat Madhya Pradesh ligger en landsby der hedder Bajna. Dér bor en 42-årig kristen kvinde der hedder Kanku Ben. Indtil for nylig led hun af nyresten. Det har jeg heldigvis aldrig selv døjet med, men jeg har hørt at det er ekstremt smertefuldt. Men Kanku tror på at Gud helbreder også i dag, så hun kontaktede en præst ved navn Govind Meida, og da han bad for hende, blev hun helbredt. Hendes mand, Ram Bhai, blev så glad at han besluttede at holde en todages takkefest i landsbyen. For at undgå ubehageligheder henvendte han sig på politistationen med en udførlig beskrivelse af festens program, og politiet gav ham en skriftlig tilladelse. Festen, som blandt andet bestod af en hel del lovsang og bøn, foruden naturligvis god mad, fandt sted torsdag den 29. og fredag den 30. november i år, altså for mindre end en måned siden.
Til at begynde med åndede alt fred og ingen fare, men fredag formiddag dukkede der pludselig 10-15 mænd på motorcykler op ved de kristnes takkefest. De befalede at alle tilstedeværende skulle fremsige en bekendelse til den hinduistiske guddom Ram, hvilket de kristne naturligvis nægtede. Motorcykelbøllerne forsvandt igen, men om eftermiddagen dukkede de op igen, denne gang i en gruppe på 30-40 motorcyklister foruden et antal mennesker til fods. De begyndte at råbe skældsord mod de kristne. På dette tidspunkt var festen ved at være slut, og nogle af gæsterne havde allerede sat sig i en bil for at køre hjem, men hinduekstremisterne trak dem ud af bilen og begyndte at tæve dem. I samme øjeblik ankom politiet. Til trods for at de kristne havde en skriftlig tilladelse, irettesatte betjentene dem for at være ulovligt forsamlede, og de befalede alle at forlade stedet.
Tre af gæsterne var kommet fra nabodelstaten Rajasthan, og de begav sig hjemad på motorcykel. Men seks af ekstremisterne fulgte efter dem på to motorcykler, og de indhentede dem efter en kilometer og begyndte at tæve dem. De nøjedes ikke med at slå med knytnæver, men brugte også store sten som de både slog og kastede med. Subhash Garasiya, som førte de kristnes motorcykel, pådrog sig indre skader i bryst, mave og fødder, og da hans kammerat Sharad Pargi, som i øvrigt er præst, lagde sig imellem for at beskytte ham, fik han alvorlige skader i ansigtet, brystet og ryggen og endte med at se sådan her ud (vis billedet). Og lad mig lige igen minde om at der er tale om en af vores brødre i den kristne tro, og at overfaldet på ham fandt sted for blot 26 dage siden!
Heldigvis var en gruppe kristne fra Bajna fulgt efter da de så at ekstremisterne forfulgte pastor Pargi og de to andre, og da de nåede frem til stedet, lykkedes det dem at jage overfaldsmændene væk. Pargi blev indlagt på hospitalet med sine skader, men dermed var galskaben ikke slut, for mens han blev behandlet, brasede 20-25 ekstremister ind på sygehuset og truede lægen til ikke at udfærdige en lægeerklæring om hans skader. Senere kom en af Pargis venner, som er læge, for at besøge ham på hospitalet, men han blev modtaget ved hospitalets indgang af en gruppe ekstremister som slog ham og jog ham væk.
Sharad Pargi kunne heldigvis udskrives efter et par dage, men han går stadig til regelmæssig kontrol på hospitalet. Og hvis I spekulerer over hvilket retsligt efterspil alt det her fik, så kan jeg oplyse at fire personer blev arresteret og holdt varetægtsfængslet i nogle dage indtil de blev løsladt mod kaution. Og det var altså vel at mærke fire af de kristne der blev arresteret! Og desværre er denne historie ikke enestående – for mange af de kristne i Indien er det en del af hverdagen at blive truet og overfaldet af hinduekstremister, og at opleve at politiet stiller sig på overfaldsmændenes side. Allerværst gik det for sig i efteråret 2008. I kølvandet på at en berømt åndelig leder blandt hinduerne, Swami Laxmanananda Saraswati, blev myrdet af en maoistisk gruppe, blev der spredt et rygte om at det var de kristne der havde betalt maoisterne for at dræbe ham – og hindunationalisternes hævn udeblev ikke: I løbet af de næste 4 måneder blev 600 byer plyndret, 5600 hjem blev brændt ned til grunden, 54.000 mennesker mistede deres hjem, og mindst 38 blev myrdet.
Jeg forstår godt hvis I er bestyrtede over at høre sådan en historie. Det er jeg også! Og jeg håber at det aldrig vil holde op med at vende sig i mig når jeg hører om den slags – uanset hvilken religion, livsanskuelse, politisk overbevisning eller livsstil de mennesker har som bliver overfaldet. Men faktisk burde det ikke overraske os at kristne bliver udsat for forfølgelse. Sådan har det jo været lige fra begyndelsen, hvor Stefanus, som vi har hørt om i dag, blev den første kristne martyr. Ja, sådan har det faktisk været endnu længere tilbage end det – som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, blev allerede profeten Jeremias angrebet for at viderebringe de ord Gud gav ham at sige. Og Jesus forudsagde at det ville fortsætte på den måde. De mennesker som Gud udvælger til at sige sandheden og gøre det gode, kan ikke forvente anden løn fra verdens side end utak.
I virkeligheden burde det faktisk give anledning til en vis bekymring at vi kristne her i Danmark stort set ikke oplever noget der minder om forfølgelse! I Andet Timotheusbrev [3,12] skriver Paulus nemlig følgende opmuntring til sin unge medarbejder som tilsyneladende er gået lidt i stå i sin forkyndergerning af frygt for konsekvenserne: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” Og Det Nye Testamente fortæller os ganske klart hvorfor det er sådan: Der foregår en kamp i den åndelige verden mellem Guds engle og Satans engle, og den kamp er vi som kristne kaldet til at være en del af. Når vi siger sandheden om Gud og handler i overensstemmelse med hans ord, og især når vi gør en aktiv indsats for at hjælpe andre mennesker til et liv i den frihed som Jesus har købt os fri til, så kommer vi til at udgøre en trussel mod Satan og hans rige. Det lyder måske ret mærkeligt at et menneske skulle kunne udgøre en trussel mod Fanden selv, men vi skal huske at det jo ikke er os selv der udgør den trussel, men Guds Ånd, som bor i os. Hvorom alting er, så siger både Bibelen og mange kristnes erfaring gennem tiderne og den dag i dag at når et menneske bliver en trussel mod det ondes herredømme, så går Djævelen til angreb. (Prøv bare at læse nogle af Luthers skrifter – han var en af dem som i høj grad stod for skud, og det var han udmærket godt klar over). Så hvis vi ikke oplever nogen form for forfølgelse, skal vi måske spørge os selv om det skyldes at vores hengivenhed over for Jesus er så lunken at Djævelen ikke opfatter os som en trussel.
Djævelen kan angribe os på forskellige måder, og den farligste måde er det man kan kalde ”det indre angreb”. Hvis han kan ødelægge vores tillid til Gud og lamme os med frygt eller ligegyldighed så vi holder op med at bekæmpe ham og måske endda falder helt ud af troen på Jesus, så har han opnået hvad han ville. Men han tyr også tit til ydre modstand i sit forsøg på at få os ned med nakken. En af hans favoritmetoder er at overbevise andre mennesker om at personer der lever i radikal efterfølgelse af Jesus, udgør en alvorlig trussel som må bekæmpes med alle midler.
Til at begynde med var det mest jødernes religiøse establishment der bekæmpede de kristne, fordi de frygtede at deres magt ville blive stækket hvis folk begyndte at tro på at det var Jesus og ikke dem, der var vejen til Gud. Senere var det de romerske myndigheder der med forfærdelse kunne se de kristne nægte at anerkende kejseren som den højeste autoritet som der ikke måtte stilles spørgsmålstegn ved, fordi Jesus havde lært dem kun at give kejseren hvad kejserens er. Tilmed var de kristne ganske frygtløse når de blev truet med døden, og derfor slog mange romerske kejsere meget hårdt ned på alle kristne ved at kaste dem for løverne eller brænde dem levende hvis de nægtede at ofre til kejseren og de romerske guder.
Som bekendt endte det med at kejserne opgav deres modstand, og kristendommen blev ophøjet til Romerrigets statsreligion, men dermed var det ikke slut med forfølgelsen, for da kirkens ledere fik verdslig magt, begyndte nogle af dem at glemme hvad de var sat i verden for, nemlig at forkynde evangeliet om Jesus og opmuntre til efterfølgelse af ham – blandt andet ved at gå foran med et godt eksempel. Og når der opstod bevægelser som søgte at finde tilbage til det oprindelige kristne evangelium, så skete det desværre ret tit at de blev forfulgt – ikke af gudløse regimer eller af folk der fulgte fremmede religioner, men af kirkens egne folk som følte deres magt truet af dem der påpegede at det var Jesus og ikke det kirkelige hierarki der skulle tilbedes!
Det med gudløse regimer kom i hovedsagen først langt senere i historien. De mest grelle eksempler var Sovjetrusland og det maoistiske Kina hvor mange kristne blev sat i fængsel eller endda slået ihjel, fordi de blev anset for en trussel mod regimet.
I dag kommer forfølgelsen af kristne fra alle de tre nævnte sider: Fanatiske tilhængere af andre religioner, gudløse regimer, og desværre også fra andre kristne. Jeg vil gennemgå dem en ad gangen.
Af de tre kategorier er forfølgelse fra tilhængere af andre religioner klart den der koster flest kristne livet, i hvert fald hvis man regner Nordkorea med til den kategori. På papiret er Nordkorea ganske vist en kommunistisk stat, men det er en sær form for kommunisme hvor noget nær enevældig magt går i arv fra far til søn, og hvor lederen tilbedes som gud. I Nordkorea er det forbudt at tilbede andre guder end Kim Il-Sung, Kim Jong-Il og Kim Jong-Un, og blot det at være i besiddelse af en bibel er nok til at havne i en koncentrationslejr hvorfra de færreste slipper ud i live. Også i de muslimske lande bliver kristne udsat for forfølgelse, især kristne med muslimsk baggrund. Mange muslimer mener nemlig desværre at ”Vend tilbage til islam eller dø!” er den bedste strategi når nogen vælger en anden religion. Det er imidlertid ikke kun blandt muslimer at der findes voldelige fanatikere; som vi hørte tidligere i gudstjenesten, findes de også blandt hinduer i Indien, og jeg kan tilføje at de også findes blandt buddhister i Sri Lanka.
I Danmark oplever vi kristne ikke nævneværdig forfølgelse fra tilhængere af andre religioner, og det skyldes nok ikke mindst at det er os der er de fleste, i hvert fald på papiret. Det værste eksempel jeg kan komme i tanker om, er da Danmarks første folkekirkepræst med muslimsk baggrund, iranskfødte Massoud Fouroozandeh, som konverterede til kristendommen efter at være flygtet til Danmark, blev udsat fra så mange trusler fra muslimske ekstremister i Vollsmose, der blandt andet smadrede hans bil totalt, at han til sidst valgte at flytte fra området. Men måske kommer vi til at se mere af den slags – i hvert fald har de radikale muslimske grupper vind i sejlene for tiden. En nylig meningsmåling viste fx at 20% af muslimerne i Danmark går ind for sharia-lov. Det er naturligvis vigtigt at huske på at det for det første betyder at 80% af muslimerne i Danmark ikke går ind for sharia-lov, og at sharia-lov for det andet kan defineres på flere forskellige måder, men der er ingen tvivl om at hvis grupper som Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam fik magt som de har agt, så ville både jøder, kristne og moderate muslimer være jaget vildt.
Gudløse regimer dræber ikke særlig mange kristne for tiden, hvis man ikke regner Nordkorea med, men i de få tilbageværende kommunistiske stater, så som Kina, Cuba, Vietnam, Nepal og især Laos, holder myndighederne de kristne i meget kort snor og slår hårdt ned på al ikke-registreret religiøs aktivitet. Alt tyder imidlertid på at den gudløse kommunisme fortsat er på tilbagetog og snart vil drage sine sidste krampagtige suk. Til gengæld er den aggresive sekularisme på fremmarch overalt i den vestlige verden. Kravet om at religion skal begrænses til privatsfæren lyder stadig mere højlydt, og undertiden er der endda kristne der stemmer med i dét kor i håb om at stække islams indflydelse. Men tag ikke fejl – sekularisterne er også ude efter os kristne, i hvert fald hvis vi tager vores tro alvorligt. I Sverige er det kommet så vidt nu at når skolerne kommer til julegudstjeneste i kirken, så må præsten ikke tale om Gud og Jesus, men skal holde sig til at komme med nogle almenmenneskelige betragtninger. Sådan er det heldigvis ikke her i Danmark! – endnu, i hvert fald. Men i den politiske debat bliver sekularismen en stadig mere hellig ko. Det begyndte tilbage i 2001 da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Folketingets talerstol appellerede til at ”alle, der ønsker at leve deres liv i Danmark klart tilslutter sig, at demokratiet og Grundloven står over alt andet – også religionen.” Heldigvis nøjedes han med at appellere – senere er det blevet foreslået at nye danske statsborgere ligefrem skal skrive under på dette princip. Skulle det forslag nogensinde blive til virkelighed, kan jeg kun glæde mig over at mit statsborgerskab allerede er i hus, for sådan noget ville jeg aldrig kunne skrive under på. Som kristen har jeg et himmelsk fædreland, og skulle der opstå en konflikt mellem mine forpligtelser over for Jesus og mine forpligtelser over for den danske lovgivning, må apostlenes gamle princip om at man bør adlyde Gud mere end mennesker, træde i kraft. Alt andet ville være at give kejseren, hvad Guds er.
Så vidt verdens mere eller mindre gudløse regimer. Det bringer os videre til forfølgelse fra andre kristne, som på mange måder er den mest sørgelige form for forfølgelse. Den spanske inkvisition hører heldigvis fortiden til – det er vist mange hundrede år siden der er nogen der er blevet brændt på kætterbålet. Og konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland har ikke ret meget med religion at gøre, ud over at det religiøse tilhørsforhold bruges som en politisk identitetsmarkør. Men der er desværre en del lande hvor den etablerede kirke mener at den varetager sine egne interesser ved at deltage i regimets forfølgelse af andre kristne. Det gælder fx i Eritrea, hvor de ortodokse, katolske og – med skam at melde – lutherske kirker, som er de tre tilladte kristne kirkeretninger i landet, har indgået en uhellig alliance med de muslimske grupper om at slå hårdt ned på uregistrerede kirker og på kristne der forkynder for muslimer. Det har de naturligvis gjort for at slippe for selv at blive forfulgt af islamister – og det får de kristne der ønsker at adlyde Jesu missionsbefaling, så lov til at betale prisen for; en pris der undertiden kan indbefatte tab af liv eller førlighed.
I Danmark har vi heldigvis både religionsfrihed og ytringsfrihed, men der er mange der vælger at bruge ytringsfriheden til at bekæmpe kristne der tager Jesu ord alvorligt – ikke kun med argumenter, men også med stråmandsargumentation og skældsord. Det er som om der er en form for konsensus om at vi danskere ikke bryder os om folk der går for meget op i deres tro, jævnfør de ord jeg citerede Poul Nyrup for. (Det skal dog retfærdigvis siges at ordene stammede fra en tale hvor han forsvarede alle danskeres ret til at dyrke deres religion). Det sørgelige er at der også er mange af Folkekirkens egne folk der synger med på den sang, sandsynligvis i et misforstået forsøg på at værne om Folkekirkens omdømme. Selv fra provster, domprovster og bispekandidater har der lydt krav om at forbyde Folkekirkens præster at tage Bibelen alt for meget på ordet.
Som sagt er der ikke noget af alt dette der bør overraske os – hverken de små tegn på intolerance i Danmark eller den deciderede forfølgelse som finder sted i andre lande. Selv forfølgelsen fra andre kristnes side er forudsagt i Bibelen, og den er i øvrigt ikke noget nyt – allerede Paulus talte om at han var ”i fare blandt falske brødre”. Spørgsmålet er nu hvordan vi skal forholde os til forfølgelsen. Og der kan vi lære noget af både Jeremias, Stefanus og Jesus.
Da Gud kaldte Jeremias til at være profet, gjorde han det helt klart for ham hvad han havde i vente: ”De skal angribe dig,” sagde han, men fortsatte heldigvis med løftet: ”men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig”. Og trods angrebene var Guds befaling til Jeremias ganske klar: ”… du skal … stå frem og tale til dem alt det, jeg befaler dig.”
Jeremias fik altså besked på at møde forfølgelserne med mod, og et eksempel på det mod finder vi hos Stefanus. Da de nordafrikanske jøder fra Kyrene og Alexandria fandt ud af at de ikke kunne modstå den visdom han talte med, skiftede de strategi og begyndte at fremsætte falske anklager mod ham, ligesom hinduekstremisterne gjorde mod de kristne i Indien efter mordet på Swami Laxmanananda Saraswati. Jeg ved ikke med jer, men når jeg bliver uretmæssigt beskyldt for noget, er det livet om at gøre for mig at mine anklagere forstår at de tager fejl. Men sådan reagerede Stefanus ikke; han benyttede tværtimod sin forsvarstale til frygtløst at sige det jødiske råd nogle sandheder om dem selv og om Gud, også selvom det resulterede i at han til sidst nærmest blev lynchet.
Den bemærkning der for alvor fik de jødiske lederes vredesbæger til at flyde over, var i øvrigt at han så himlen åben og Menneskesønnen (altså Jesus) stå ved Guds højre side. Men det var nok også netop det syn der gav ham det afgørende mod til at lade dem dræbe ham uden at vakle i troen i et forsøg på at redde sit liv. Han vidste at de dybest set ikke kunne gøre ham noget, for de kunne ikke skille ham fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, vor Herre. De kunne kun ekspedere ham hurtigere over i Guds evighed, hvor der ikke længere skal findes nogen sorg, savn, smerte eller ulykke. Den samme indstilling kan vi med fordel tage til os: Mennesker kan kritisere os, bagtale os, skyde os alle mulige onde motiver i skoene, fordreje det vi siger, ydmyge os offentligt, og det der er værre, men dybest set kan de intet gøre os, for vores fremtid hviler trygt i Guds hænder. Vores modstandere, derimod, risikerer at blive stillet til regnskab for alt ondt som de siger eller gør imod os, og derfor bør vi faktisk snarere have ondt af dem end af os selv.
Og det havde Stefanus faktisk: Han bad ikke Gud om at hævne hans blod, men tværtimod om at tilgive hans bødler – ligesom Jesus selv bad, da han hang på korset. Og i de ord fra Jesus som vi hørte i dagens evangelietekst, skinner den samme indstilling igennem: Efter at have udtalt at de jødiske ledere som han taler til, vil blive krævet til regnskab for alt det uskyldige blod de har udgydt, skifter han tonefald og afslører at hans egentlige motiv for at holde den tale, er medfølelse. Jesus følte sig ikke på nogen måde truet af at farisæerne og de skriftkloge gik rundt med planer om at slå både ham og hans disciple ihjel – tværtimod græd han over dem fordi de ikke ville søge beskyttelse hos ham mod den kommende dom.
På samme måde bør vi også huske på at der ikke er noget menneske der er vores fjende. Som Paulus skriver til efeserne [6,12]: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod … ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Hvis islamister, ateister eller verdslige kristne søger at bekæmpe os fordi vi i ord og gerning bekender Jesus som vores Herre, må vi for alt i verden ikke gøre gengæld og søge at bekæmpe dem. Vi skal tværtimod vise dem kærlighed og barmhjertighed, for de er også mennesker som Gud har skabt i sit billede, og som Jesus er død for. Og de kan alligevel ikke gøre os noget, for det er os der har fat i den lange ende. Vi har den almægtige Gud på vores side, og vi har garanti for at få en evighed i glæde sammen med Gud. Derfor har vi ingen grund til at forsvare os selv; vi kan fokusere al vores energi på om muligt at frelse vores modstandere, ved at gøre godt mod dem og undskylde dem over for Gud og mennesker.
Comments