Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2014

Posted By on 29. december 2014

Kaldelsen af de første disciple: Vi er i himlen

Prædiken i Husum Kirke 19. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Tænk hvis der virkelig var en stige til himlen ligesom den Jakob så i sin drøm! Tænk hvis vi kunne klatre op og besøge Gud så tit vi ville! Det ville nok blive en af verdens allerstørste turistattraktioner og pilgrimsmål, og man ville sikkert skulle bestille hotel flere år i forvejen og betale flere tusinde kroner pr. nat, men det ville utvivlsomt være det værd. Om ikke andet kunne man sælge alt hvad man ejer og har og bruge det på at komme derned, og så bare blive oppe i himlen når man var kommet derop! (Af samme grund ville hotellerne sikkert forlange forudbetaling!).

Nuvel, jeg har ganske vist aldrig været i Betel (eller Beitin, som stedet hedder nu til dags – det ligger cirka 5 km nord for Ramallah på det nuværende Vestbredden), men jeg har læst rejsebeskrivelser derfra, og der står ikke noget om at der skulle være en stige til himlen.

Men nu var det jo også kun en drøm – hvis man da kan sige “kun” om den slags, for det er jo tydeligt at drømmen havde en dyb, symbolsk betydning, og at Jakob blev både meget opmuntret og fyldt af ærefrygt over den.

Gennem tiderne er der mange i såvel den jødiske som den kristne tradition der har forsøgt at finde frem til den dybere mening bag drømmen, for det ville jo være skønt hvis nu man kunne finde en opskrift på en slags åndelig ”stige” op til himlen! Den mest berømte tolkning findes i et skrift med den simple titel ”Stigen”, som blev skrevet for cirka 1400 år siden af en munk der hed Johannes. Han blev i øvrigt så berømt for bogen at man gav ham tilnavnet ”Johannes med stigen”, eller på græsk: Johannes Klimakos. (De af jer der har læst Søren Kierkegaard, ved at han var meget fascineret af den historie og endda brugte navnet ”Johannes Climacus” som pseudonym i flere af sine bøger). I sin bog om ”Stigen” beskriver Johannes Klimakos 30 trin som man kan følge for at nå frem til åndelig fuldkommenhed. De første fire trin handler om askese, afsværgelse af verden, og lydighed mod en åndelig ”fader”, de næste tre handler om bod og trængsel som veje til den sande glæde, og derefter kommer der ti trin der handler om at overvinde lasterne og opnå dyder i stedet. De næste ni trin handler om at undgå de fælder der er forbundet med det asketiske liv (så som dovenskab, hovmod og mental stilstand), og til slut kommer tre trin der handler om at opnå sjælefred og sindsro, inden det hele rundes af med trin 30, som er den fuldkomne tro, håb og kærlighed.

Klimakos’ bog vandt stor udbredelse i middelalderens klostre, så hans ”opskrift” på at bygge en stige op til himlen, er i hvert fald blevet grundigt afprøvet. Om det nogensinde er lykkedes nogen at gennemføre alle 30 trin, og om de i givet fald nåede frem til himlen, ved jeg ikke, men på baggrund af de bibeltekster vi har hørt i dag, vil jeg vove at påstå at det var en fejl at de overhovedet gjorde forsøget! For jeg ved ikke om I bemærkede det, men i Jakobs drøm sagde Gud faktisk ikke noget som helst om at han skulle forsøge at klatre op ad stigen. Nej, hvad blev stigen brugt til? Den blev brugt til at Gud ”klatrede” NED og stillede sig på jorden og talte til Jakob! Kristendommen handler nemlig ikke om hvad vi skal gøre for at komme op til Gud, men om at Gud er kommet ned til os!

Den evangelietekst vi har hørt i dag, sluttede med at Jesus refererede til beretningen om Jakobs drøm. Nathanael var, som Jesus sagde, ”en israelit uden svig”, så han har givetvis kunnet Det Gamle Testamente udenad forfra og bagfra. Derfor har han heller ikke været i tvivl om hvad Jesus talte om da han lovede ham at han ville komme til at se himlen åben og Guds engle stiger op og stige ned. Og det har nok været sød musik i hans ører, for jeg tror at det har været noget af en ønskedrøm for Nathanael at komme til at opleve det samme som Jakob oplevede – og så oven i købet i virkeligheden og ikke bare i en drøm! Men Jesus sluttede sin sætning af på en uventet måde; han sagde nemlig at Guds engle ville stige op og stige ned – over Menneskesønnen! (”Menneskesønnen” er et løjerligt ord som Jesus hyppigt anvendte om sig selv; det betyder egentlig bare et menneske, men samtidens jøder bugte det også i en mere teknisk betydning som et andet ord for Messias. Det har noget at gøre med en profeti fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente som jeg ikke har tid til at komme nærmere ind på, men jeg skal gerne forklare det ved kirkekaffen hvis nogen er interesserede).

Jesus piller altså stigen ud af billedet og sætter sig selv ind på dens plads i stedet for! Og det ligger egentlig fint i tråd med hvad Jesus ellers siger om sig selv, ikke mindst her i Johannesevangeliet. Han siger for eksempel ”Jeg er VEJEN og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” [14,6], og han siger ”Jeg er DØREN. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst” [10,9]. Og i dag siger han altså at han er STIGEN! Men vel at mærke ikke en stige som vi skal bruge til at komme op til Gud, men en stige som Gud har brugt til at komme ned til os!

I løbet af de cirka tre år disciplene gik rundt sammen med Jesus, erfarede de mange gange at det virkelig var sandt at himlen var kommet ned til jorden. Det skete for eksempel når Jesus helbredte de syge for at vise at der ikke er nogen sygdom i himlen, eller når han tog imod de fattige og udstødte for at vise at der ikke er nogen personsanseelse i himlen. Og derudover var der også noget som man ikke kunne beskrive med ord – en oplevelse af at det guddommelige var nærværende på en helt særlig måde i denne tømrersvend fra Nazaret, og som gjorde at folk flokkedes om ham i tusindvis fra fjern og nær.

Men som de fleste af jer sikkert ved, besluttede det jødiske establishment og den romerske besættelsesmagt i uskøn forening at rydde Jesus af vejen, præcis som han selv havde forudsagt flere gange. Han blev ganske vist levende igen efter tre dage og trøstede disciplene med at hans død faktisk havde været en del af planen – ja, den var nødvendig for at vi mennesker kunne have med Gud at gøre uden at dø af det! Men så vendte han tilbage til himlen, så hvilken gavn har vi nu af at himlen kom ned til jorden gennem Jesus?

Det har vi faktisk stor gavn af! Der var nemlig en ganske bestemt grund til at Jesu vendte tilbage til himlen, og det var at han ville sende Helligånden til jorden! Som han sagde til disciplene aftenen før han blev korsfæstet: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” Og det løfte opfyldte Jesus 10 dage efter sin himmelfart hvor disciplene, der var samlet i et hus i Jerusalem, pludselig oplevede at himlen var nærværende igen, ligesom da Jesus gik rundt iblandt dem! Og sådan fortsatte de med at opleve det. Der er nemlig det smarte ved Helligånden at overalt hvor Helligånden er, dér er Jesus og Gud Fader også, fordi de tre hører så tæt sammen at de kaldes Treenigheden – så tæt at vi ikke tror på 3 guder, men på 1 Gud i 3 personer. Men det smarte ved Helligånden er at at han (eller ”hun” eller ”den” eller hvilket ord man nu skal bruge) kan være alle steder på én gang, hvorimod Jesus i sagens natur kun kunne være ét sted ad gangen dengang han gik på jorden som menneske, og derfor kan himlen nu være nærværende en hel masse steder på én gang!

I det stykke fra Første Korintherbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten, beskriver Paulus det på den måde at den kristne kirke er Kristi legeme. Det må betyde at ligesom Jesus fungerede som en stige mellem himmel og jord dengang han gik på jorden, fungerer den kristne kirke nu som en stige mellem himmel og jord. Og det er vel at mærke ikke kirken som organisation, og slet ikke kirkens bygninger – det er kirken som fællesskab! Som den forhenværende engelske ærkebiskop Rowan Williams engang sagde: ”Overalt hvor Jesu liv tager form i et fællesskab, dér er kirken!” Det vil altså sige at overalt hvor kristne er samlet i Jesu navn, er der en stige mellem himlen og jorden – ikke en stige som vi skal stige op ad for at komme til Gud, men en stige som Gud stiger ned ad for at komme til os! Vi er med andre ord i himlen lige nu!

Det er ellers ikke helt det image kirken har i den brede befolkning. Hvis man går ud og spørger en tilfældig person på gaden hvordan det er at være i kirke, så er det nok de færreste der vil sige: ”Det er som at være i himlen!” (Det skulle da lige være hvis de forestiller sig himlen som et kedeligt sted hvor man sidder på en sky med et tomt udtryk i øjnene og spiller monotone melodier på en harpe!). Mange vil nok snarere sige at det at gå i kirke er kedeligt og intetsigende. Det synspunkt bygger naturligvis langt hen ad vejen på fordomme, men vi må nok desværre også erkende at der er mange danskere der har været til en gudstjeneste i folkekirken, og som er gået hjem uden at føle at de har ligefrem været i himlen! Det er i øvrigt en af grundene til at jeg for et par år siden skar ned på det antal gudstjenester som jeg forlanger af mine konfirmander, og ved samme lejlighed holdt op med at udlove en præmie til den der kom til fleste gudstjenester i årets løb, for det havde ikke de effekt jeg havde håbet på. Jo, det havde nok den effekt at der var nogle af konfirmanderne der var til gudstjeneste næsten hver søndag i den periode hvor de gik til præst, men de blev desværre ikke så afhængige af det så de fortsatte med at komme efter at de var blevet konfirmeret. Der er med andre ord ikke nogen automatik – det er ikke sådan at hvis bare vi følger et bestemt ritual, så vil alle tilstedeværende nødvendigvis føle sig hensat til den syvende himmel.

Vi må heller ikke glemme at vi, i modsætning til Jesus, ikke er fuldkomne. Helligånden der bor i os, er ganske vist fuldkommen, men vores egen syndige natur har det tit med at skygge for Helligånden, så at sige, så Guds lys ikke kan skinne klart og tydeligt igennem os. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev: ”Thi Gud, der sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem,’ han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” [4,6-7]

Men af og til kommer der heldigvis sprækker i lerkarret. Af og til mærker vi at himlen virkelig er kommet nær; at Gud virkelig er klatret ned ad stigen for at være sammen med os. Jeg har selv oplevet det flere gange. De af jer der kender mig godt, ved at jeg er vokset op i en frikirke. Derfor blev jeg ikke døbt som barn, og jeg blev ikke konfirmeret da jeg gik i 7. eller 8.; til gengæld blev jeg voksendøbt efter at jeg var færdig med 9. klasse – det foregik i øvrigt på Brønshøj Torv i den bygning som dengang hed ”Berøa”. Når jeg alligevel står her i folkekirken i dag, så skyldes det først og fremmest at der på et tidspunkt var nogen der inviterede mig med på en sommerlejr for unge som min lokale sognekirke afholdt. På den lejr oplevede jeg et fællesskab og en atmosfære som gjorde at jeg nærmest følte at jeg var i himlen. Og da jeg efterfølgende fandt ud af at mange af de unge fra lejren mødtes hver uge i Herlev, et stenkast fra hvor jeg boede, så syntes jeg det var mere oplagt at komme der end at tage til frikirkens ungdomsmøder inde i København – især fordi jeg genfandt noget af stemningen fra sommerlejren i den lokale ungdomsgruppe. Mange af de andre kom også til søndagsgudstjenesterne i sognekirken, og dér oplevede jeg faktisk også noget af himlen, syntes jeg.

Følelsen af at være i himlen kan naturligvis ikke være der hele tiden – det fandt jeg også hurtigt ud af. Selv mødet med Gud på salmens tonestige begynder på et tidspunkt at føles som hverdag så vi glemmer hvor mirakuløst det egentlig er. I dag er det mest når jeg er afsted på Dansk Oases sommerstævne eller andre særlige anledninger at jeg føler at jeg er i himlen. Men jeg vil stædigt fastholde at overalt hvor kristne er forsamlet, er vi i himlen, uanset om vi føler det eller ej! Og jeg har en tro på at jo mere vi sætter Gud og Kristus i centrum for vores fællesskab, desto mere vil himlen og Guds nærvær også sætte sig igennem når vi er sammen. Det kræver naturligvis at vi opgiver at holde en fejlfri facade, for det er jo netop gennem sprækkerne i lerkarret at skæret fra skatten indeni bliver synligt. Men jeg tror på at det er virkeligt, også her i Husum Kirke. Jeg ved i hvert fald at mange af jer kommer her søndag efter søndag, og det er jeg sikker på at der er en grund til! Jeg har også hørt flere af de unge i DOK, som er Husum og Husumvold Kirkers ungdomsklub, sige at noget af det fede ved at komme i DOK er at være fri for den mobning og de klikedannelser som de kender fra skolen. Og hvis I spørger lederne i kirkens FDF-kreds, så er jeg sikker på at de har hørt lignende historier fra de børn og unge de er ledere for. Når Guds ånd får lov til at virke i det kristne fællesskab, så er stigen på plads!

Og det bedste af det hele er at der kommer en dag hvor vores oplevelse af himlen ikke længere skal være så stykkevis og sporadisk som den er nu. Slår vi op i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, som rummer en lang række syner om hvad der vil komme til at ske i de sidste tider, så slutter den med et syn af den evige herlighed som Gud har bestemt for sit folk. Vi læser blandt andet: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.” Det der skal ske ved tidernes ende, er ikke at alle mennesker der tilhører Gud, bliver reddet væk fra jorden og op i himlen, men derimod at himlen kommer ned til os på jorden, og Gud tager permanent bolig midt iblandt os. Så stor er Guds kærlighed til os, at han vil gøre vores hjem til sit! Lad os takke og prise ham for det.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.