Prædiken til 1. søndag i fasten 2013

Posted By on 14. august 2013

Fristelsen i ørkenen: Sex, magt og penge

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Jimmy Swaggart er en 77-årig amerikansk tv-prædikant. Tilbage i 80’erne var han kendt over det meste af USA, og hans tv-program blev vist på mere end 160 kanaler. Swaggart var kendt som moralens vogter: Han var en arg modstander af at bruge rockmusik i kristen forkyndelse, for han mente at rockmusik var djævelens værk, uanset teksterne. Derudover var han meget ude med riven efter folk der var deres ægtefælle utro – blandt andet var han meget hård i sin fordømmelse af to andre tv-prædikanter, Marvin Gorman og Jim Bakker, som begge var blevet taget i at have udenomsægteskabelige affærer. Men blot to år senere ramte Swaggarts ord ham selv da han blev set sammen med en prostitueret. Han bekendte grådkvalt sin synd på tv og bad både Gud og sit publikum om tilgivelse, og tre måneder senere vendte en ny og forandret Jimmy Swaggart tilbage til skærmen og prædikestolen. Han var dog ikke mere forandret end at han tre år senere blev stoppet af politiet for at køre i den forkerte side af vejen. Betjenten blev noget forbløffet da han genkendte Swaggarts ansigt fra tv – og endnu mere forbløffet da han så at der sad en letpåklædt kvinde ved siden af ham i bilen, som forklarede at hun var prostitueret, og at Swaggart havde samlet hende op med henblik på sex. Igen måtte han trække sig fra rampelyset for en tid, og selvom han senere genoptog sine udsendelser, var hans tid som moralsk forbillede definitivt forbi.

Anderledes er det gået den nu 81-årige prædikant Morris Cerullo, som i 59 år har været gift med den samme kvinde og så vidt vides aldrig har været hende utro. Efter en mirakuløs omvendelse som 14-årig oplevede han et kald fra Gud til at forkynde evangeliet, så efter sin studentereksamen studerede han teologi og blev ordineret til præst i den amerikanske pinsekirke Assemblies of God. Han nøjedes dog ikke med at være præst for en lokal menighed – han prædikede over hele verden, og der var mange beretninger om at mennesker blev mirakuløst helbredt der hvor han kom frem. Cerullo understregede at det ikke var ham selv, men Jesus, der helbredte, men når det regner på præsten, drypper det jo altid lidt på degnen – eller i dette tilfælde: Når det regner på Jesus, drypper det på præsten! Morris Cerullo opnåede i hvert fald stor berømmelse, og noget tyder på at hans stjernestatus i nogen grad fik ham til at miste jordforbindelsen. I hvert fald gik det grueligt galt da han i 1992 bad for den 4-årige Natalia Barned, som led af en alvorlig kræftsygdom. Hendes smerter forsvandt tilsyneladende, og Cerullo erklærede hende for helbredt uden at vente på at få det bekræftet af en lægeundersøgelse. 4 måneder senere døde hun af sin sygdom.

Ligesom de fleste andre kristne organisationer er tv-prædikanternes programmer afhængige af frivillige gaver. Men i modsætning til mange andre organisationer har tv-stationerne og de prædikanter der optræder i deres programmer, sjældent problemer med at samle penge nok. De har jo god mulighed for at komme i kontakt med potentielle givere gennem tv-programmerne. Verdens største kristne tv-selskab hedder TBN, Trinity Broadcasting Network. TBN ejede på et tidspunkt 287 sendefrekvenser spredt ud over USA, således at stationen kunne ses af stort set alle, men i 2010 tvang økonomiske problemer dem til at sælge et stort antal af dem. De økonomiske problemer kan have med finanskrisen at gøre, men kan også skyldes at det året før blev afsløret at TBN’s grundlægger og bestyrelsesformand, Paul Crouch, havde en årsløn på mere end 2 millioner kroner, og hans hustru i sin egenskab af næstformand kunne hæve 1,8 millioner, mens deres søn, som havde den anden næstformandspost, måtte ”nøjes” med lidt over en million. Derudover betalte firmaet for en række luksusboliger til flere medlemmer af familien Crouch, deriblandt 2 pragtvillaer til formanden og andre 2 til hans kone – alt sammen betalt af de penge som de stakkels seere havde doneret i den tro at de gik til at udbrede evangeliet. Og eftersom bestyrelsen udelukkende bestod af familiemedlemmer, var der ingen intern kritisk revision.

Alt det her fortæller jeg ikke for at hænge nogen ud, for jeg bilder mig faktisk ikke ind at jeg selv er et bedre menneske end Jimmy Swaggart, Morris Cerullo og Paul Crouch. Jeg er sådan set overbevist om at de alle tre har haft de bedste intentioner, men som bekendt er vejen til helvede netop brolagt med gode intentioner. Sagen er den at intet menneske er immun over for fristelser! Og jo lettere adgang man får til de ting der kan friste, desto lettere bliver man fristet. Dertil kommer at jo større ting et menneske er i færd med at udrette i Guds rige, desto mere opsat bliver Djævelen på at få vedkommende til at falde.

Mens jeg læste teologi, deltog jeg engang i et seminar hvor den daværende rektor for Dansk Bibelinstitut, nuværende generalsekretær for Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, gav os håbefulde studerende nogle gode råd med henblik på vores fremtidige virke som ledere i kirken. Jeg kan huske at han sagde at der navnlig er tre områder hvor især mandlige ledere meget let bliver fristet, og det er – som Swaggarts, Cerullos og Crouchs historier illustrerer – sex, magt og penge. De tre ting kan utrolig let fjerne fokus fra det man burde fokusere på, og os der har med kristent arbejde at gøre, er desværre ikke nogen undtagelse.

At netop sex – eller i bredere forstand: tilfredsstillelse af behov, – magt og berømmelse, samt penge er farlige fristelser, burde egentlig ikke undre os, hvis vi kender vores bibel. Ser vi nærmere på de tre fristelser som Jesus blev udsat for i ørkenen, så handlede den første jo nemlig om at Djævelen forsøgte at få Jesus til at tage den kraft som Gud havde givet ham til at forkynde evangeliet og hjælpe andre mennesker, og bruge den til at stille sine egne behov, nemlig ved at forvandle sten til brød. I den anden fristelse forsøgte Djævelen at få Jesus til at misbruge sin særlige status hos Gud til at vinde berømmelse, nemlig ved at kaste sig ud fra tempeltinden og lade sig gribe af engle for øjnene af den forbløffede menneskemængde. Og endelig lovede Satan Jesus at give ham alverdens rigdom hvis han ville tilbede ham i stedet for Gud. De tre ting som Den Onde fristede Jesus med, var altså for det første tilfredsstillelse af fysiske behov, for det andet berømmelse, og for det tredje rigdom.

Nu sidder du måske og tænker: ”Hvad kommer alt det her egentlig mig ved? Jeg har jo ikke nogen lederposition, hverken i kirken eller nogen som helst andre steder, og jeg har ikke specielt nem adgang til hverken sex, magt eller penge. Hvad kan jeg bruge det her til?” Hvis du tænker sådan, så vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved om fristelserne virkelig er så utilgængelige for dig som du går og tror. Hvad angår sex, har du muligvis ret (selvom internettet svømmer over med pornografiske sites som stadig flere, især mænd, bliver afhænige af), men nu handlede det jo ikke kun om sex, men om tilfredsstillelse af behov i det hele taget, og selvom vi lever i et samfund hvor sult er noget som de fleste af os kun har et teoretisk kendskab til, kan mad alligevel godt komme til at fylde så meget i vores liv at vi lever for at spise i stedet for at spise for at leve. Når det sker, er det som regel et symptom på at vi har tabt det overordnede mål med vores tilværelse af syne – enten fordi vi er på vej ind i en depression som vi bør søge behandling for, eller fordi al den lækre mad trækker så meget at vi glemmer de vigtigere ting.

Penge er altid et issue, og de kan blive en afgud, enten man har mange eller få af dem, især hvis vi begynder at se hen til vores penge som det der skal bære os igennem tilværelsen, i stedet for at se hen til Gud. Det er en form for afgudsdyrkelse som jeg er bange for at vores samfund som helhed er sovset rigtig godt og grundigt ind i – prøv blot at åbne en avis eller tænde for TV-avisen, og læg mærke til hvad stort set alle nyhederne handler om! Men også i vores private hverdag har vi det med at gøre alt op i penge.

Magt, derimod, kan vi godt tænke at det har i hvert fald ikke noget med os at gøre – tværtimod går vi måske tit og føler os frustrerede over hvor lidt vi kan stille op i forhold til de beslutninger politikerne træffer, eller i forhold til de til tider barske vilkår som livet byder os. Men det er fordi vi har en alt for snæver opfattelse af hvad magt er. Vi har alle sammen langt mere magt end vi går og bilder os ind, for alt hvad vi gør – eller undlader at gøre – påvirker vores medmennesker i større eller mindre grad. Om 3 uger løber Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling for eksempel af stablen, og på den dag står det i din magt at være med til at redde afrikanske børn fra sultedøden ved at give et bidrag, eller ved at tage en indsamlingsrute såfremt du har kræfterne til det. Når du i morgen møder på arbejde eller går ned og handler eller får besøg af hjemmeplejen, har du magt til at være med til at gøre dagen god eller dårlig for de mennesker du møder, afhængig af om du er venlig, hjælpsom og opmuntrende eller gnaven, rethaverisk og respektløs. Og hvis du er gift eller har børn, har du ekstra stor magt, for jo tættere en relation vi har til et andet menneske, desto mere magt har vi også over dem. Der findes mænd og kvinder langt oppe i årene der er følelsesmæssigt forkrøblede på grund af ting som deres forældre har sagt eller gjort – ikke fordi de bevidst har ønsket at skade deres børn, men fordi de enten ikke har været klar over hvor stor magt de havde, eller fordi de har misbrugt deres magt til at forsøge at leve deres egne knuste drømme ud gennem deres børn. Omvendt findes der heldigvis også mennesker langt oppe i årene der stadig lever på det sunde selvværd, den kritiske sans og de gode værdier som deres forældre har formidlet videre til dem ved altid at respektere børnenes integritet og ikke prøve at manipulere dem til at følge forældrenes hoved.

Jeg vil tro at fristelsen til at misbruge den magt vi har over andre mennesker, så vi bruger dem som et led i vores egne projekter, er til stede hos os alle sammen. Og den kan komme i mange lumske forklædninger. En af de mest lumske er selvopofrelse. Man skulle ellers tro at selvopofrelse var topmålet af næstekærlighed, og det kan det da også være, men det kommer i høj grad an på motivet. Hvis det udspringer af et oprigtigt ønske om andre menneskers lykke, og man er indforstået med at ens selvopofrelse ikke betyder at de mennesker man ofrer sig for, kommer i gæld til en, så er det rigtig fint. Men hvis det er med beklagelser og selvmedlidenhed at vi tilsidesætter os selv for at tjene andre, og hvis vi nyder den taknemmelighedsgæld som vi derved sætter andre mennesker i – enten der er tale om vores børn, vores ægtefælle, vores forældre eller vores venner – så er vores selvopofrelse ikke andet end en sofistikeret form for narcissisme; et skjult ego-trip, hvor vi søger at kompensere for vores mindreværd og mangel på formål i livet ved konstant at fiske efter andre menneskers ynk og/eller anerkendelse, og måske endda forsøge at kontrollere og manipulere dem med sætninger af typen: ”Efter alt det jeg har gjort for dig, synes jeg ærlig talt du skylder mig…”

Så ja, vi går i fare hvor vi går, og vi er aldrig uden våde! Men heldigvis er vi ikke overladt til os selv! Vi går med Jesus hvor vi går, og altid Jesus hjælp tilskynder! Og den måde Jesus overvandt sine fristelser på, kan tjene som et forbillede for hvordan vi skal undgå at falde i fristelse. Nøgleordet er: fokus! Martin Luther definerede synd som det at være ”indkroget i sig selv”, og jeg tror han havde en rigtig god pointe der! I hvert fald er det sådan at hvis vi vender vores opmærksomhed mod Gud – hvem han er, hvad han siger om sig selv, hvad han har befalet os, og hvad han har gjort for os – så bliver vi i stand til at se vores egne behov, vores længsel efter anerkendelse fra andre mennesker, og i særdeleshed den usle mammon, i det rette perspektiv. Jesus vidste at der var noget der var endnu vigtigere for hans liv end mad, nemlig at høre Guds ord og leve efter hans vilje. Han vidste at magt berømmelse hos mennesker er en midlertidig og ustabil størrelse, hvorimod Guds anerkendelse er altafgørende, for den vejer evigt. Og han vidste at den der har Gud, ejer alt, hvorimod den der fornægter Gud, mister alt, om han så vinder al verdens rigdom. Derfor kunne han, som det eneste menneske nogensinde, gå igennem et helt liv uden en eneste gang at falde for en fristelse.

At lære de ting, er et projekt der tager hele livet. Men heldigvis har Gud givet os nogle redskaber der kan hjælpe os: Han har givet os det kristne fællesskab, hvor vi kan minde hinanden om hvem vi virkelig er, og hvad der virkelig betyder noget. Han har givet os nadveren, hvor Jesus giver sig selv til os og minder os om at vi er ét med ham og hinanden. Og han har givet os Bibelen, hvor vi kan læse om de ting Jesus sagde og gjorde, og om apostlenes instrukser til de første kristne menigheder – foruden Det Gamle Testamente, som er historien om Guds gradvise åbenbaring af sit væsen, først til patriarkerne og derefter til det israelitiske folk. Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men Jesus afviste faktisk alle tre fristelser ved at citere Det Gamle Testamente! Så det kan bestemt anbefales at læse Bibelen igen og igen og virkelig lade dens ord trænge ned i dybet af vores sjæl, for den er vores stærkeste våben til at slå Djævelen på flugt!

Og så må vi til stadighed huske på at vi nedstammer fra Adam og Eva. Kundskabens Træ, som de spiste af, lever videre i os. Vi er født med en natur der har meget lettere ved at følge Den Ondes fristelser end Guds bud. Derfor kan vi ikke ved egen kraft overvinde fristelserne, uanset hvor godt vi kender vores bibel, og uanset hvor meget vi øver os i at have det rette fokus – jeg er for eksempel overbevist om at Jimmy Swaggart og de andre kender deres bibel betydelig bedre end nogen af os i dette lokale! Til syvende og sidst er vi 100 procent afhængige af at Gud i sin nåde vil bevare os fra at blive fristet, og derfor må vi hver dag ydmygt bede: ”Led os ikke ind i fristelse”.


Comments

Comments are closed.