Dance Like You’re From The Future

Dance like you’re from the future”

Prædiken ved rockgudstjeneste 4. december 2013, inspireret af After Edmunds sang

Nikolaj Hartung Kjærby

Læs Es 43,18-19a på Hverdagsdansk

Tiden bevæger sig én vej: Vi kommer fra fortiden, og vi har kurs mod fremtiden. Fortiden ligger fast; den kan vi ikke lave om på. Og fremtiden er skjult.

Men Gud har det med at vende op og ned på tingene. Gud kan give os et helt nyt liv hvor der er byttet om på tingene, sådan at i stedet for at fortiden ligger fast og fremtiden er skjult, så er det fremtiden der ligger fast og fortiden der er skjult! Hvor mange af jer synes det lyder mærkeligt?

Men hvor mange af jer synes det kunne være fedt hvis fortiden ikke havde magt til at definere hvem du er? Hvis du kunne viske tavlen ren og starte helt forfra på en frisk? Tænk på det du fortryder allermest af alt det du har gjort i dit liv. Kunne du tænke dig en deal så du blev en person som ikke havde gjort lige præcis dén ting?

Problemet er selvfølgelig bare at hvis man kunne få sådan en deal, så ville det ikke vare særlig længe før vi igen gjorde noget dumt som vi kom til at fortryde. Det ville ikke være nogen holdbar løsning. Men heldigvis har Gud en løsning der er endnu bedre: Han giver dig ikke bare en renvisket tavle så der ikke længere er noget der definerer hvem du er – han giver dig en herlig fremtid, der ligger fast, sådan at den kan definere hvem du er!

Det som Gud tilbyder, er at vi kan blive hans børn. Og Gud har bestemt at hans børn skal bo sammen med ham for altid. Jesus sagde engang: ”I min fars hus er der masser af boliger”, og ”jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer.” (Joh 14,2 – Hverdagsdansk). Dengang Jesus døde på korset, købte han os fri fra fortidens magt over os så vi i stedet for kan komme til at tilhøre Gud og den fremtid han har til os – hvis vi har lyst! Efter 3 dage opstod Jesus fra de døde, og 40 dage senere tog han hjem til sin far i himlen for at gøre klar til at vi kan komme til at bo der for altid.

Nogle af jer synes måske det lyder kedeligt at skulle bo i himlen. Men himlen er ikke et sted hvor man sidder på en sky og spiller på harpe med en glorie på hovedet og et tomt udtryk i ansigtet. Himlen er det sted hvor du kan få lov til at leve det liv som du er skabt til, og leve dit fulde potentiale ud, uden at noget står i vejen – hverken andres dumheder eller dine egne dumheder! Og frem for alt er himlen det sted hvor du kommer til at hænge ud med det totalt awesome væsen der er så mægtig at han har skabt alle galakserne i verdensrummet, og samtidig så kærlig at hans hjerte banker for hver eneste gråspurv – og naturligvis endnu mere for dig og mig!

Livet i himlen er noget der ligger i fremtiden. Men hvis du tager imod den fremtid som en gave fra Gud, så er det en fremtid der ligger fast! Og hvis du giver dit liv til Jesus, så skjuler han din fortid så den ikke længere kan definere hvem du er. Det betyder at du kan leve dit liv – ikke som den person der gjorde den der dumme ting som du fortryder, eller de mange andre dumme ting som du med garanti kommer til at gøre så længe du lever i denne verden, men som en person der ved at du kommer til at leve sammen med Gud i himlen for altid når dit liv i denne verden er forbi. Det betyder at du ikke længere er en person der kommer fra fortiden – du er en person der kommer fra fremtiden! Så lad os danse som om vi er fra fremtiden, for det er vi!